Vegana Medlemskab Hvem er vi?

Hvem er vi?

Her kan du læse kort om foreningen, og hvad vi står for.

Hvad er det for en forening? Vegana er en dansk forening for veganere i Danmark. (Veganere fra udlandet er naturligvis også velkomne i foreningen. Bladet, som foreningen udgiver, er dog på dansk.)
Medlemsblad Der udsendes for tiden 3 medlemsblade pr. år. I disse blade findes veganske opskrifter, artikler om ernæring og andre emner af interesse for veganere samt meddelelser om arrangementer.
Arrangementer Foreningen afholder foredragsaftener, besøg på gartnerier og har tidligere haft madlavningskurser.
Formålet med foreningen At være et forum for veganere i Danmark, hvor medlemmerne kan mødes til socialt samvær; idet man udveksler idéer og erfaringer vedrørende sundhed og ernæring. Dette sker dels via medlemsbladet, dels via forskellige arrangementer med møder og foredrag mv.
Foreningen søger også at udbrede kendskabet til vegansk levevis og stå til rådighed med oplysninger desangående. Medlemmerne kommer derfor ikke til at stå alene. De har et sted, hvor de kan henvende sig for at få mere information og tale med andre, der også lever vegansk (eller næsten vegansk.)
Foreningen varetager veganeres interesser og er i et vist omfang repræsenteret på forskellige udstillinger og helsemesser.
Bestyrelsen Foreningens bestyrelse vælges på en generalforsamling og holder jævnligt møder, hvor man diskuterer nye tiltag og afviklingen af praktiske arrangementer mv. Bestyrelsen tager meget gerne imod forslag fra medlemmerne.
Medlemmerne. Hvad er det for nogle mennesker? Der er for tiden ca. 130 medlemmer fordelt over hele landet. Medlemmerne er ganske normale mennesker med interesse for vegansk levevis. Der er kun relativt få, der lever 100% vegansk. De fleste lever "næsten vegansk". Foreningen rummer også en del vegetarer og desuden ikke-vegetarer. Medlemmerne er ikke fanatikere i den forstand, at de ser ned på andre mennesker, som ernærer sig ved en mere traditionel kost. Heller ikke i den forstand, at de for enhver pris vil overbevise andre om, at det eneste saliggørende er at leve vegansk. Medlemmerne er bevidste om, at der er mange faktorer, som er af betydning for at leve sundt. Desuden er det vigtigt, at enhver går frem i sit eget tempo og hele tiden lever efter det, som man finder rigtigt, og som man har det godt med. Medlemmerne anser sig derfor ikke som værende hellige eller frelste i forhold til andre mennesker. De respekterer andre mennesker, uanset hvad de spiser.
Hvem samarbejder foreningen med? Foreningen har et meget tæt og godt samarbejde med Dansk Vegetarforening, som er en over 100 år gammel forening med ca. 500 medlemmer. De to foreninger har langt hen ad vejen de samme interesser og idealer. Herved sikres, at de to foreninger hjælper hinanden og koordinerer en fælles indsats om mange praktiske forhold og arrangementer. En stor del af medlemmerne er med i begge foreninger. Herved modtager de medlemsblade for begge foreninger og har mulighed for at deltage i endnu flere arrangementer. Vegana anbefaler varmt at blive medlem af Dansk Vegetarforening. Klik på "Links"-ikonet ovenfor for at finde et link til vegetarforeningen.
Hvem samarbejder foreningen ikke med? Vegana samarbejder absolut ikke med aktivistgrupper eller foreninger, der benytter sig af trusler eller vold. Bestyrelsens holdning er at virke med absolut fredelige og demokratiske metoder. Man ønsker ikke at fremmane skræmmebilleder, men derimod at udbrede kendskabet til vegansk levevis som noget smukt og dejligt.
Spiseklub Her mødes veganere, som på skift laver mad til hinanden. Spiseklubben kræver ikke medlemsskab af Vegana. Klik på "Hvorfor?"-ikonet ovenfor for at læse mere om spiseklubben.