Liste over nyttige veganske produkter
Veganernes ordforråd kan virke fremmedartet
på begynder-veganeren. Veganere taler med største naturlighed
om produkter som tofu, hummus, sojamælk, gærflager, løgsalt,
tekstureret sojaprotein, kigærter, linser, bønner,
cashewnødder osv. osv., og for at hjælpe dig lidt kan du her se
en liste over nogle af disse produkter, hvad de består af, hvor
de købes og hvad de koster.
- B-vitaminflager, se
gærflager
- Bælgfruger. Linser,
bønner, kigærter osv. Meget proteinrige, men skal
opblødes og koges før brug.
- Bønner. Fås i et utal
af varianter: kidneybønner, brune/sorte/hvide bønner,
hestebønner, mungbønner, sojabønner osv. osv. Skal
opblødes og koges før brug.
- Cashewnødder. Hvis de
blendes i lidt vand får man en flødeagtig masse, som
kan bruges til mange ting - f.eks. i tærtefyld eller i
en sammenkogt ret. Har lidt samme effekt som kokosmælk.
- Falafel. Kigærtepure
stegt i olie. Kan fås i pitabrød i de fleste
fastfood-pita/shawarma-barer. Kan også købes frosset,
eller "instant" som pulver hos etniske
grønthandlere.
- Gomasio. Malede ristede
sesamfrø. I flydende form hedder det tahin. Giver
god smag; prøv den f.eks. drysset på suppe i stedet for
revet parmesan. Indeholder masser af kalk.
- Gærflager. Også kaldet
B-vitaminflager, fås i helsekostbutikken (ikke
det samme som gærekstrakt, som er mørkt, flydende og
lidt bittert). Gærflager er gule (og minder i
konsistensen lidt om fiskefoder). De har
en osteagtig smag og er således glimrende i f.eks.
vegansk bechamelsovs, eller generelt til
"efterligninger" af smeltet ost. Man kan
for eksempel prøve Natur Drogeriets B-vitamin flager.
- Hummus. Kigærtepostej,
fås i helsekostbutikker, hos etniske grønhandlere og i
visse supermarkeder.
- Hørfrøskum. Kan bruges
i stedet for æggehvide. Lad en spsk knuste hørfrø
trække i 1 dl vand i 10-20 minutter - svarer til ca. én
æggehvide. Bruges til bl.a. veganske postejer.
- Kigærter. Runde og gule,
bruges til bl.a. hummus og falafel.
- Kokosmælk. Fås på
dåse de fleste steder, men kan også købes i blokke hos
etniske grønthandlere. Glimrende som erstatning for
mælk/fløde, f.eks. i bechamelsovs, tærtefyld osv. osv.
- Linsepure. Purerede
grønne linser (se under linser), tilsat løg og
krydderier. Som hummus er det godt som pålæg på brød.
- Løgsalt. Pulveriseret
løg, fås i helsekostbutikken.
- Linser. Som den eneste af
bælgfrugterne skal linser ikke stå i blød i mange
timer, men kan koges uden videre. Fås i mange varianter:
de mest kendte er de små røde splitlinser eller de
noget større grønne linser. De små splitlinser kan
bruges næsten som hakket kød i sammenkogte retter, og
ellers er linser glimrende til supper, postejer osv.
Kommen klæder linser forbavsende godt.
- Nuttolene. Et produkt fra
Nutana, lavet af jordnødder. Er på dåse og kan skæres
i skiver og bruges som pålæg oven på rugbrød. Kan
også ristes på panden og bruges som en slags kød. Fås
i helsekostbutikker og velassorterede supermarkeder.
- Seitan. Består af
hvedegluten og har næsten samme konsistens som kød. Kan
ristes på pande og bruges i sammenkogte retter, sammen
med kartoffelmos osv. Fås i helsekostbutikker.
- Sojafløde. Koncentreret
sojamælk. Fin som erstatning til fløde i sammenkogte
retter, men mindre spændende i kaffe. Fås i
helsekostbutikker.
- Sojamælk. Smager ikke
helt som komælk, men lidt derhen af. Fint på müsli
osv., og også fint i sammenkogte retter som erstatning
for mælk/fløde. Kokosmælk eller blendede cashewnødder
(eller sojafløde) giver dog en lidt mere flødeagtig
smag. Fås i helsekostbutikker og de fleste
supermarkeder.
- Sojaprotein, tekstureret.
Opblødt i vand minder dette i konsistensen meget om
hakket kød. Glimrende i gryderetter såsom f.eks.
kødløs chili con carne (= chili sin carne) o.lign.
- Tartex. Vegetabilsk
postej, på dåse eller i tube. Meget fint som pålæg
på brød. Der findes mange andre mærker end lige
Tartex, og Nutana laver f.eks. også en vegetabilsk
postej, "sandwichcreme". Fås i
helsekostbutikker.
- Tahin. Ristede, malede
sesamfrø i olie. Kan spises på brød på samme måde
som jordnøddesmør. Rig på kalk. Se også gomasio. Fås
i helsekostbutikken eller hos etniske grønthandlere.
- Tekstureret sojaprotein -
se sojaprotein.
- Tofu: sojabønneprodukt;
lidt som feta i konsistensen. Smager ikke af meget i sig
selv, men kan marineres. Kan bruges til mange ting, lige
fra desserter og dressinger, til kødefterligning, eller
til at lave vegetabilsk "æggekage". Fås i
helsekostbutikker, og hos visse etniske grønthandlere og
i visse supermarkeder.
