Vegana Nyt 4/96 (1. årgang, nr. 4, december 1996), side 8-10

Den første økologiske verdensudstilling

Mange veganere er interesserede i økologiske madvarer, beklædning, byggematerialer osv. osv., og derfor vil vi hér give en kort oversigt over, hvad denne verdensudstilling indeholdt - med særlig henblik på veganer-relevante produkter

Af Thomas Thomsen

Hvis man med ét ord skal sammenfatte den økologiske verdensudstilling, bliver ordet: "overvældende". Sådan er de fleste udstillinger naturligvis, men når man er vant til at måtte ty til helsebutikker eller fjerne afkroge i supermarkederne virker det måske overvældende pludselig at være omgivet af megen økologi på én gang. På den anden side kan man jo sige, at det var fuldkommen op til én selv, for udstillingen var arrangeret på en stort grønt område på Holmen i København, med 26 rummelige telte af samme type som man ofte bruger til frilandsgrise. Der var med andre ord god mulighed for at tage sig en pause undervejs; og for børnene var der mulighed for at boltre sig i økologiske halmballer.

Det er vanskeligt at give et helt præcist overblik over de ting, man kunne se på udstillingen, men der var naturligvis mange økologiske madvarer til fals. Derudover var der mange stande, som repræsenterede forskellige lande, og som forsøgte at give et overblik over den økologiske "situation" i det pågældende land. Specielt opmuntrende var det at se mange repræsentanter fra Østeuropa (Polen, Tjekkiet, Jugoslavien osv. osv.), og også i et land som Kina er der en økologisk bevægelse. Positivt og overraskende var det forresten også at se Hotel- og Restaurationsskolens elever (alle med rigtige kokkehuer) servere økologisk (dog ikke vegansk) mad. Økologisk madlavning er simpelthen blevet en del af deres "pensum", sammen med den mere traditionelle mad.

Derudover var der en del stande med økologisk tøj, hvilket man må glædes over, når man betænker, at 20-30% af den globale anvendelse af pesticider anvendes i forbindelse med bomuldsproduktion. Der var endog et økologisk modeshow, som jeg dog ikke fik set. Men budskabet på udstillingen var klart nok: økologisk tøj behøver ikke at være kedeligt. I genbrugsgenren var der også en hel del ting, såsom kuglepenne af genbrugspap og kalendere med omslag af brugte nummerplader. Og i maskinafdelingen var der ting som støjsvage affaldskværne og en bil, som kører på rapsolie.

På det mere informationsudvekslende plan erhvervede jeg et glimrende økologisk kort over København, hvori økologiske butikker, restauranter osv. er indtegnet. Kortet kaldes "Wonderful Ecopenhagen Map" og er lavet af det danske Ecooperation. Som en service for potentielle Internet-surferne kan jeg oplyse, at man kan kigge på hjemmesiden http://ecoweb.dk/oekonet, som indeholder en masse nyttige links til og oplysninger om økologiske firmaer mm. i Danmark.

Af ting, som særligt måtte interessere veganeren er det nok værd at nævne det tyske firma Geestland1, som bl.a. producerer (økologiske) produkter med lupin-frø i. Lupin er simpelthen bare blomsten lupin, som også gror herhjemme, og dens frø viser sig at være lige så næringsrige (om ikke mere) som sojabønner. Deres produkt, som hedder Lopino, smager fortræffeligt i urtebøffer, og de laver også postejer og falafler osv. - altsammen med lupin. Hvad der er særligt interessant er, at dette tofu-lignende produkt er relativt billigt (i Tyskland), og at det bl.a. - i modsætning til tofu - indeholder B12-vitamin. Ifølge Geestland indeholder 100 g tofu hhv. Lopino følgende:

Indhold pr. 100 g

  Tofu Lopino  
kJ 318 750  
Protein 9 18 g
Fedt 4,3 5,3 g
Kulhydrat 3,0 5,1 g
Kalium - 40 mg
Natrium 6 10 mg
Magnesium - 37 mg
Jern 1,7 5,4 mg
Fosfor 107 830 mg
Kalcium 146 59 mg
B1 0,02 0,08 mg
B2 0,24 0,24 mg
B12 - 0,37 mg

Kilde: Geestland

Som det ses, indeholder 100 g af lupin-produktet flere kJ og kulhydrater end tofu, men det indeholder også dobbelt så meget protein. Derimod er fedtindholdet ikke stort større end i tofu. Der er væsentlige forekomster af en del mineraler i lupin, mens der er lidt under halvt så meget kalcium som i tofu. Til gengæld er der tre gange så meget jern i lupin, som i tofu, og lupin indeholder også meget B12. Hvis det er rigtigt, at der er 0,37 milligram = 370 mikrogram B12 i 100 gram lupin, ville 100 gram lupin kunne dække en voksen persons B12-behov i mere end 100 dage.

Desuden var der en udstilling af varer fra det tyske Zwergenwiese2, som bl.a. laver meget lækre 100% økologiske og veganske postejer. Postejerne fås med bl.a. peberfrugt/cashewnødder, løg, majs, svampe, ingefær/peber, kigærter osv. De fås pt. ikke i Danmark, men man kan bede sin helsekostforretning om at tage dem hjem fra Tyskland.

Ellers talte jeg lidt med lederen af Skandinavisk Soya Co., som forsyner omkring 90% af det skandinaviske tofu-marked. Jeg foreslog ham at lave decideret soja-ost samt soja-yoghurt, men han mente ikke, at tiden var helt moden til det, og produktion af sådanne produkter kræver også særligt anlæg og derfor store investeringer. Firmaet er i øvrigt også begyndt at sælge seitan (i de samme pakninger som tofuen); dette havde Vegana prøver af på helseudstillingen i Forum. Provamel (som bl.a. laver sojamælk) havde også en stand i nærheden, og jeg fik dér at vide, at Provamel koncentrerer sig om sojamælk og sojadessert, som de så sælger i hele Europa. De producerer også sojayoghurt, men problemet med yoghurten er, at den kun har en "hyldeholdbarhed" på 28 dage, i modsætning til et år for sojamælken, hvorfor det er vanskeligt at få det til at hænge sammen med at få den transporteret til Danmark. Desuden uddelte Urtekram masser af smagsprøver på rismælk - og det virkede generelt som, at folk var positive over for smagen.

Mølle Skovly var repræsenteret med en stand med 100% vegansk slik, inkl. vingummi. Vingummien er god; man skal bare lige vænne sig til, at den er mindre gummiagtig sammenlignet med almindelig vingummi, sikkert som følge af den manglende gelatine. Mølle Skovly fik i øvrigt en pris på udstillingen for deres økologiske marcipan.

Af danske udbydere af (veganske) økologisk produkter var bl.a. Dansk Helios, Demeterforbundet, Nutana, Urtekram, Drabæks Mølle ("Kornkammeret"), Det Økologiske Torv (i Valby) repræsenterede. Trænger man til et kurophold, kan man i øvrigt besøge Rie Schmidts Sundgården på Langeland, hvor maden er 100% økologisk og vegansk!

Irma havde som et kuriøst indslag lavet et "økologisk supermarked", hvor de havde trommet alle deres økologiske varer sammen, så man kunne få en fornemmelsen af, hvordan det ville være et handle i et 100% økologisk supermarked. Unægtelig en stor forskel fra Netto eller Aldi.

Som nævnt var teltene lavet efter frilandsgris-konceptet, hvilket man i øvrigt kunne overbevise sig om ved at gå ind og se kortfilmen "Svinesøen" af Pernille Kløvedal Helweg, som giver et kort indblik i øko-grisenes liv set fra grisenes egen synsvinkel, dvs. også filmet i jordhøjde. Filmen var god, men meget kort (vel omkring 15 minutter), og man må håbe, at Pernille Kløvedal Helweg får lejlighed til at foretage nogle flere optagelser.

Hvad danske foreninger og organisationer angår, var Landsforeningen Økologisk Jordbrug (vært for udstillingen), Danmarks Naturfredningsforening, NOAH, Det Økologiske Råd og Selskab, WWF, Grøn Information og Grønne Familier repræsenterede. Hvis man har lyst til at sætte sine penge et mere miljørigtigt sted, kan man gøre det i Merkur, som er et "pengeinstitut med holdninger".

Ud over alt det ovennævnte var der øko-te og -kaffe, øko-krydderier, øko-maling, øko-hundemad, øko-møbler, øko-turisme og meget andet. I den for veganere mindre interessant afdeling var der øko-kød (bl.a. Friland Food A/S), og øko-mejeriprodukter - det sidste i stor stil med flere telte udelukkende med mejeriprodukter. Og skal man have mejeriprodukter, er de økologiske da også at foretrække for de konventionelle.

Hvis jeg skal sammenfatte den økologiske verdensudstilling synes jeg faktisk, at den gjorde et godt indtryk. Den var velbesøgt, men der var alligevel rigeligt med plads og ingen kødrande at mase sig forbi. Som sædvanlig ved sådanne udstillinger var der lejlighed til at erhverve sig bjerge af informationsmateriale, hvis man var interesseret i det, og man gik derfra i almindelig løftet stemning (måske også lidt som følge af den megen økologiske øl og vin, man blev tilbudt at prøvesmage). Måtte det lokale supermarked dog en dag forvandle sig til et sådant slaraffenland.

Noter

1. Geestland, Paul E. Bremer, An der Packhalle V, Nr. 1, D-27572 Bremerhaven, tlf. (0471) 971 20 63, fax (0471) 971 20 65.

2. Zwergenwiese Naturkost GmbH, Langacker 1, D-24887 Silberstedt, Tlf. (0 46 26) 18 31-0, fax (0 46 26) 18 31 31.