Vegana Nyt 4/96 (1. årgang, nr. 4, december 1996), side 17-18

Uld

Når man betragter dyreudnyttelse og produkterne fra slagtning, vil mange dyrevenner tænke: "Uld er da et animalsk produkt, som jeg godt kan bruge", idet man tror, at intet dyr har lidt overlast for at afhænde ulden. Faktisk vil man måske bruge det argument, at fåret ligefrem trænger til at komme af med noget af ulden, og at fåreavleren derved gør fåret en tjeneste. Holder sådanne argumenter?

Af Eva Batt, The Vegan Society, England

Hvorfor får fåret for meget uld?

Du kan være sikker på, at det ikke har været meningen fra naturens side. Det er menneskets hang til profit, der har skabt avlsmetoder, som sørger for, at dyret skal udsættes for denne unaturlige behandling.

Uden menneskets indgriben ville et får kun lige producere nok uld til at beskytte sig mod vejr og vind (alt efter hvor fåret lever), men med videnskabelige avlsteknikker er det lykkedes at avle uldproducerende vanskabninger.

Hvert år dør hundredetusinder af voksne får af kulde lige efter at være blevet klippede, idet tidspunktet for klipningen er bestemt af priserne på uld på verdensmarkedet og ikke af hensyn til vejret og dyrene.

Commonwealth Forsknings- og Videnskabskommissionen i New South Wales, Australien, udtaler at et totalklippet får er mere følsomt over for kulde, end et nøgent menneske.

Man må jo formode, at landmanden udmærket er klar over dette, men det er uden tvivl en risiko, som er indkalkuleret, da den høje pris på uld vil dække tabet af de døde får. I sådanne erhvervsmæssige foretagender bliver der ikke taget hensyn til dyrene.

Når uldmaskinen er slidt op?

Alle, som har set Crusade-filmen (et uddrag fra en australsk nyhedsfilm) - den viser hvordan gamle får bliver læsset af i et dyreindelukke i Sydney, Australien - kender til de lidelser, som dyrene i transit bliver udsat for, på grund af elendige transportmetoder, hårdhændet behandling og simpel ubetænksomhed af mennesket. Disse gamle dyr er reducerede til "varer" og bliver ikke længere behandlet som levende væsener, som er i stand til at føle smerte og stress. Fårene bliver læsset i to etager på lastvogne med tremmegulve, og her tilbringer de så de næste tre til fire dage på deres vej til slagteriet - uden føde eller vand og uden mulighed for at hvile sig, for hvis de lægger sig eller falder, bliver de trampet over ende af andre skræmte medpassagerer.

Selvfølgelig er nogle får allerede døde ved ankomsten, men de som stadig kan stå, bliver jaget ned ad ramperne af mænd og gøende hunde (tid er jo penge). De døde og døende dyr bliver trukket af lastvognen og smidt i dynger. At nogle dyr falder ned mellem rampen og vognen er endnu en risiko, der er kalkuleret med - og denne risiko er nok heller ikke så bekostelig, som en human behandling og transport af dyrene ville være.

Endvidere lider fårene bl.a. af fodsyge (foot rot) og andre ubehagelige ting, som disse uldfabrikker er skyld i. Lægen Harry Lillie er i besiddelse af en film, hvor man rent faktisk ser får, der prøver at gå på deres knæ! Dette er et direkte resultat af menneskets vanrøgt og grådige udnyttelse af dyrene.

Man siger, at "Australien rider på fårets ryg". Dette er ikke overraskende, med 150 mio. får (fjorten stykker pr. menneske), som afgiver fem hundrede millioner pund "fedtuld" om året. (Fedtuld er uld, hvor lanolinen endnu ikke er udvundet).

Tab af nyfødte lam

I Australien dør der hvert år ca. 10 mio. lam (en femtedel), inden de er mere end et par dage gamle. Dette skyldes de store flokke og den utilstrækkelige pasning. Et 10 procents tab opfattes af fåreavleren som "uundgåeligt." Indhegninger indeholder flere dyr, end jorden kan bære, og underernæring og nedsat immunforsvar bl.a. imod klimatiske ændringer er almindeligt.

Konfronteret med et sådan problem skulle man synes, at det mest fornuftige ville være at reducere antallet af får på området. Men nej - det gør fåreavleren ikke. Et antal underernærede får inddrages i stedet for i forsøg, hvor man i en såkaldt klimaboks bl.a. tester, hvor meget isnende vind og drivende regn der skal til, før fåret dør af kulde og sult.

Klipning

Når vi overværer en fåreklipning i TV tænker vi nok ikke over, at her er det eksperter vi ser i arbejde. De har virkelig taget på det, og de arbejder hurtigt for derved at undgå at stresse dyret unødigt. Disse folk er ikke gennemsnits-fåreklipperne, som man møder ude på farmene.

I et radio-undervisningsprogram for børn blev det oplyst, at hver fåreklipper har en "blodstopper" stående ved siden af sig, dvs. en person, hvis opgave det er at smøre tjære på sårene, når saksen smutter.

Hvorom alting er, så kunne det se ud som om, at fårene i fremtiden skal plukkes i stedet for at klippes. Man har udviklet et nyt produkt, cyclophosphamid, som er et middel med en hårløsnende effekt. Hvis dette produkt tages i anvendelse, kan det resultere i millioner af helt nøgne får, der virkelig har brug for en eller anden form for beskyttelse. Da får selv efter en normal klipning er følsomme over for dårligt vejr, har der været flere forslag til, hvordan man kunne beskytte dem. Ét forslag lyder på regnfrakker, et andet på muligheden for at sprøjte fårene med et vandtæt kemikalie.

Transport

Sydney er ikke det eneste sted, hvor får og andre dyr får en hård og hjerteløs behandling. Journalister har rapporteret om megen lidelse på grund af hårdhændet behandling af fårene ved transporter fra England til Dunkirk, Marseilles og Algier.

I Dover læsses tolv vogne med får på et fragtskib med i alt 800 får. Med denne sending var der 180 får, der var blevet klippet to dage før. Disse får havde tilbragt en iskold nat udendørs. To og en kvart time efter de ankommer til Dunkirk bliver fårene læsset om, 80 styk, på en lastvogn til Marseilles.

Da dyrene ankommer til Marseilles, har 25 får lammelser og er så svage, at observatører kun kan anbefale aflivning. Dette bliver der givet tilsagn om, men alligevel ender disse får i Algier, hvor de bliver hevet af skibet og efterlades døende på kajen.

Citater fra journalister, der overværede og fotograferede optrinnet:

"Fårene havde hverken fået vådt eller tørt siden afrejsen fra Marseilles. Da de fik øje på en halmballe, der ellers ikke var tiltænkt dem, kæmpede de en kamp for at komme først til føden."

"En vognmand der skulle passere dyrene kørte lige ind i fårene. Et af dem fløj op i luften og brækkede derved et ben. Observatørerne skyndte sig at komme til undsætning. Ingen andre så ud til at interessere sig for optrinet. Observatørerne insisterede på, at det sårede dyr skulle køres til slagteriet. Igen blev der givet et løfte, som aldrig blev indfriet. Fåret måtte humpe til sin egen død."

Uld og helbred

Uld er godt for helbredet siger nogen: men kun hvis du er et får. For mennesker forholder det sig i henhold til en del eksperter modsat:

"Huden udskiller væske og mange former for undertøj sørger effektivt for, at væsken ikke undslipper. Her er ulden den værste synder."

"....tøjet hæmmer hudens adgang til frisk luft og sollys, og sveden kan ikke fordampe. Igen er uldundertøj det dårligste valg, man kan foretage."

For et par år siden var der reklamer fremme med overskriften "Der er ingen erstatning for uld". Disse reklamer har åbenbart ikke haft nogen effekt, da brugen af syntetisk producerede materialer er steget støt. Grunden dertil er de mange fordele med hensyn til vask; stoffet kryber ikke, det mister ikke farven, koster mindre og er uld overlegent, når men ønsker klare og stærke farver.

Når du i fremtiden bliver fristet til at købe uld, så tænk venligst på den brutale avlsmetode, du støtter ved at købe produktet. Husk at hvis mennesker stoppede med at spise får og lam i morgen, ville man stadig avle og udnytte får for at få ulden. Lige så længe der vil blive ved med at være et marked for dette fornedrende erhverv, vil det selvfølgelig bestå. Som i mange andre henseender er det når alt kommer til alt forbrugeren af produktet, der har magten til at få sat en stopper for denne organiserede, men yderst profitable hjerteløshed. Forbrugere af uld er med til at fremme slagtning af får - selv om de måske ikke selv spiser kødet.

Det er selvfølgelig muligt, at det får, der har lagt uld til den trøje, som du har planer om at købe, aldrig har frosset, aldrig er blevet brændemærket, købt, stuvet sammen eller blevet solgt på en markedsplads som en gammel taske. Måske havde dette får kun én ejer; en venlig hyrde, der sørgede for fårets velbefindende.

Det kunne være sådan, men oddsene er imod det. Vil man løbe risikoen og leve med kendskabet til, at man formentlig har bistået og støttet denne hårdhændede udnyttelse af andre fredselskende vegetarer - de blide får?

Oversættelse: Jane Wheeler