Vegana Nyt 4/96 (1. årgang, nr. 4, december 1996), side 22-23
Mere rock, mindre snak og ingen animalske produkter, tak
Straight Edge er unge mennesker, som lytter til hård musik, men som har et blødt punkt hvad dyrene angår, og derfor er mange straight-edgere veganere. Desuden hverken ryger eller drikker de, men de er bestemt ikke kedelige. Hvordan kan det lade sig gøre? Læs nærmere nedenfor. Artiklen er skrevet af Hans Hüttel, medlem af Vegana, og har oprindeligt været bragt i Nyhedsbrev for Dyrenes Rettigheder, nr. 4/1996, udgivet af foreningen Dyrenes Rettigheder
Af Hans Hüttel, Aalborg (veganer, ynder af indisk mad, uforbederlig pladesamler og ejer af en Stratocaster)
Det er efterhånden almindeligt kendt, at der findes ikke så få pop- og rockmusikere, som er vegetarer eller veganere. Paul McCartney blev kendt for kun at servere vegetarisk mad for sit turné-mandskab, og hans kone Linda (der er virtuos på, øhm, tamburin) har udgivet vegetariske kogebøger og har sit eget vegetariske fødevarefirma. Belinda Carlisle, Kate Bush, Bryan Adams, Chrissie Hynde fra The Pretenders, The B52's, Natalie Merchant, Michael Stipe (fra R.E.M.) og Phil Collins er andre kendte vegetariske og veganske pop/rock-musikere. Men ingen af navnene her beskæftiger sig med deres valg af kost i deres musik.
Væk fra den musikalske mainstream ser tingene noget anderledes ud. I resten af denne artikel vil jeg kaste et blik på de helt åbenlyst vegetariske og veganske musik-navne som findes i vore dages musikalske underskov, især inden for punk, og jeg vil slet ikke hævde, at min gennemgang er komplet. Men yderst selektiv, det er den da.
Egentlig begyndte det vel med The Smiths, der i 1987 forkyndte, at Meat is Murder og "I don't eat my friens". Deres forsanger, Morissey, blev hurtigt kendt som vegetar og i kraft af sin idolstatus fik han en sikkert ikke uvæsentlig indflydelse på britiske teenageres spisevaner.
Men The Smiths handlede om meget andet, og noget egentligt vegetarisk band var de langtfra - punk var det slet ikke. Den meget politisk og etisk bevidste holdning dukker op flere steder, men mest udtalt er den i straight-edge-punk.
Det første straight-edge-band var amerikanske Minor Threat, der fra 1980 til 1983 huserede i Washington D.C. med deres hurtige, hårde og vrede punk med dybt moralske tekster med hib til dobbeltmoral, snæversyn og passivitet. Deres sang, Straight Edge, kom til at lægge navn til en hel bevægelse, og linjerne
Don't smoke
Don't drink
Don't fuck
sammenfatter meget koncist den tidlige straight-edge-punk: Nej til alkohol, nej til tobak (og nej til stoffer), nej til tilfældig sex. Ian Mackaye fra Minor Threat dannede senere den fascinerende kvartet Fugazi, som enhver fan af interessant rock bør kende. Men det er en anden snak (også selv om Fugazi'erne alle fire er straight-edge-veganere).
I al fald er grunden lagt til en etisk og politisk bevidst afart af hardcore-punk, som især får tilhængere i USA og Canada. Blandt de mere kendte bands fra straight-edge-scenen kan man nævne Into Another, Born Against, Snapcase og Youth of Today (som der senere gik Hare Krishna i med bandet Shelter som resultat). På et tidspunkt dukker der i USA bands op, der fokuserer direkte på dyrs rettigheder. Teksterne er direkte angreb på det amerikanske samfunds behandling/mishandling af dyr. Den veganske straight-edge er i dag en realitet med navne som f.eks. Earth Crisis, Propagandhi og Vegan Reich (sørme!)
Lad og se på et par af disse navne. Earth Crisis fra Pennsylvania i USA er den veganske straight-edge-scenes superstjerner, der endog er blevet interviewet på CNN. Noget af en bedrift for navne fra en scene der skyr den kommercielle rockverden med MTV og multinationale pladeselskaber. På bag-coveret af deres CD Destroy the Machines tilegner Earth Crisis deres sange til "... the vegan straightedge". Earth Crisis er ikke nem musik at lytte til for de fleste - her er tale om hård og tonstung musik beslægtet med dødsmetal, komplet med gowlende/råbende vokal og rumlende guitarer stemt en hel tone ned. Teksterne er ikke til at tage fejl af:
Dairy, eggs, and meat - fur, suede and wool and leather are the end products of torture, confinement and murder (fra New Ethic)
Vokalisten Karl Buechner gør også noget ved det rent privat - han tager alle de kæledyr folk "kasserer" til sig og passer dem.
Propagandhi fra Canada er nok nemmere at kapere for mange; her er melodisk, hurtig og enkel punkrock à la Green Day eller de ganske og aldeles uveganske NOFX (på hvis pladeselskab Propagandhi udkommer!). "Animal friendly - anti-fascist - gay-positive - pro-feminist" proklamerer de på coveret til albummet Less talk, more rock rundt om en radering af en rodeo-cowboy der bliver trampet ned af en tyr! Propagandhi tackler alle de store emner - fascisme, Shells miljøsvineri, kriminalitet i Canada, nationalisme, levebrødspolitikere, Golfkrigen, mandschauvinisme og udnyttelse af dyr i fødevareindustrien. Og med holdninger, der er svært for mig at være uenig i. Propagandhi bliver reddet fra den frelsthed der af og til truer med at overmande Earth Crisis takket være deres ligefremhed, sarkasme og humor.
Man kan ikke snakke om vegansk orienteret musik uden at nævne de musikalsk noget anderledes herrer fra USA, der kalder sig Consolidated. Consolidated er en blanding af hård rap à la Public Enemy, industriel percussion, sumpet funk, speed-metal og hvad ved jeg. Et godt sted at starte er Play More Music fra 1992, hvor Consolidated mellem numrene indletter nogle af de kommentarer fra publikum, som bandet lægger op til ved at have "åben mikrofon" til deres koncerter! Her er fulde hollændere, der ikke kan fordrage det veganske præk, en fyr der er stolt af at være hvid, en slagter der er vegetar osv. osv. Teksterne er utvetydige og citerer ofte helt direkte kendte veganske bøger som f.eks. John Robbins' Diet for a Small Planet. Alene nummeret Gone Fishing burde være obligatorisk lyttepensum for de "vegetarer" som spiser fisk (tsk, tsk). Consolidated gik for et par år siden hen og fik kontrakt med London Records, som er en aflægger af et af de store multinationale pladeselskaber. Så nu er der i hvert fald een ting, de kan skændes med Propagandhi om.
Nævnes bør også den brutale canadiske techno-industrial-gruppe Skinny Puppy, der på album efter album har tordnet mod dyreforsøg (Vivisect fra 1988 rummer f.eks. en sang med den sigende titel "Testure"). Skinny Puppy er ikke just straight-edge - et medlem døde i år af en narko-overdosis.
Det vil føre alt for vidt at komme med noget, der ligner en komplet diskografi for bare ovenstående musiknavne, men herunder er en lille oversigt med de albumtitler, jeg har nævnt i artiklen. Alle udgivelser findes på CD og skulle være i dansk distribution. Om de er værd at høre, vil jeg overlade til læseren at bedømme. Men lad mig sige dette: Hvis man foretrækker tam, indsmigrende musik uden indhold, skal man holde sig til new age!
Diskografi for denne artikel