Vegana Nyt 3/98 (3. årgang, nr. 3, december 1998), side 20-21

Mere om B₁₂-vitamin, del 2

Vi bringer fortsættelsen af kapitlet om dette vitamin, oversat fra den engelske bog Vegan Nutrition af Gill Langley. Vi bragte 1. del i Vegana Nyt 1/98

B₁₂-vitamin-'efterligninger'

I mange år troede man, at spiselig tang (f.eks. nori, wakame og kombu), fermenterede soja produkter (som tempeh og miso), samt en blågrøn alge ved navn spirulina, alle indeholdt høje niveauer af B₁₂-vitamin. Men de mest benyttede analysemetoder, som bruger bakterievækst som indikator, målte en hel gruppe af 'kemiske efterligninger' . Disse er ikke alle det ægte, aktive vitamin, som menneskekroppen kan udnytte¹²: disse 'efterligninger' – som hedder analoger – kan ikke spille rollen som B₁₂-vitamin i kroppen.

En nyere test, ved navn differentiel 'radioassay', måler specifikt de former af vitaminet, som menneskekroppen kan udnytte, og nye analyser vha. denne metode viser langt lavere niveauer af aktivt B₁₂ i mange fødevarer. For eksempel tempeh, som man troede indeholdt flere mikrogram af B₁₂ i hver 4-'ounce' portion [ en 'ounce' er ca. 28 g, red.] viste sig ved nye analyser at indeholde praktisk taget intet aktivt vitamin^11,13.

Da tre forskellige mærker af spirulina-tabletter blev analyseret ved differentiel 'radioassay', havde de mindre end 20% af det B₁₂-indhold, der blev påvist ved den ældre bakteriologiske test; resten var B₁₂-'efterligninger'¹⁴. For eksempel var niveauet af aktivt vitamin i et af mærkerne 1,1 mikrogram (m g) pr. seks tabletter i stedet for de 6,4 m g, der blev påvist ved den ældre metode. Det ville stadig være en nyttig dosis af vitaminet, bortset fra at det er muligt, at tilstedeværelsen af nogle B₁₂-analoger i spirulina faktisk blokerer for kroppens evne til at udnytte den mængde ægte vitamin, der er til stede. Da forskere spiste otte tabletter spirulina dagligt i 12 dage, steg niveauet af vitaminet i deres blod ikke. Det niveau af aktivt B₁₂-vitamin, som blev fundet i spirulinatabletter i denne undersøgelse, var kun 0-2% af den styrke, der var reklameret for på etiketten; 98-100% var vitamin-analoger¹².

Spiselig tang som nori og kombu, der bruges meget af makrobiotikere, er nu anset for ikke at indeholde brugbare mængder af aktivt B₁₂-vitamin. En rapport fra 1987 beskrev, hvordan en makrobiotisk mor, hvis brystbarn havde lave niveauer af B₁₂, fik barnets vitaminstatus til at stige til normale niveauer inden for to måneder – sandsynligvis ved at forhøje sin indtagelse af tang og fermenterede sojaprodukter¹⁵. Den forklaring, der blev offentliggjort, var, at hendes forhøjede indtagelse af B₁₂ fra denne planteføde blev videregivet til barnet gennem modermælken. Men det viste sig senere¹⁶, at kvinden også havde spist fisk og muslingesuppe, som indeholder B₁₂-vitamin. Derfor ser det nu ud som om, at det var hendes indtagelse af muslinger fremfor tang og fermenterede madvarer, der var skyld i forbedringen i hendes barns B₁₂-niveauer.

Det lave B₁₂-indhold i tang og fermenterede sojaprodukter er blevet bekræftet af to undersøgelser, som målte indikatorer på B₁₂-niveauet efter indtagelse af disse madvarer. Den ene undersøgelse omfattede 110 voksne og 42 børn, der fulgte en hovedsagelig vegetarisk, makrobiotisk diæt. B₁₂-niveaut i blodet på dem, der jævnligt spiste tang, tempeh eller miso, steg ikke – hvilket tyder på, at ægte B₁₂ vitamin ikke havde været tilgængeligt i disse madvarer¹⁷.

Den anden undersøgelse¹⁸ omfattede fem veganske makrobiotiske børn med lave B₁₂-blodniveauer, blandt hvem nogle havde lettere forstørrede røde blodlegemer (et tidligt tegn på anæmisk B₁₂-mangel). Børnene fik spirulina-, nori-, kombu- eller wakame-tang i et forsøg på at forbedre deres B₁₂-status. Selv om blodniveauerne af vitaminet efter nogle måneder så ud til at være steget for de tre børn med den højeste indtagelse, var de røde blodlegemer blevet forstørret endnu mere i alle fem børn; noget der indikerer, at manglen fortsat var blevet værre.

Disse to undersøgelser ser ved første blik ud til at modsige hinanden: i den ene, at indtagelsen af tang ikke forøgede blodets B₁₂-niveau, hvorimod den anden så det ud til at gøre det. Begge undersøgelser brugte den samme teknik til måling af B₁₂, så det kan ikke forklare de forskellige resultater. Den mest sandsynlige forklaring relaterer til den måde, undersøgelserne blev grebet an på. I den første spiste de voksne og børnene deres normale kost, som de havde vænnet sig til igennem længere tid og som kun indeholdt små mængder af det ægte vitamin sammen med beskedne mængder af B₁₂-'efterligninger'. I den anden undersøgelse fik børnene med vilje større mængder af tang og derigennem flere B₁₂-'efterligninger'. Høje doser af B₁₂-'efterligninger' kan optages i blodet, men kun når det ægte vitamin ikke findes i nødvendige mængder – situationen i den anden undersøgelse. Derfor støtter begge undersøgelser teorien om, at tang er rige i ikke-aktive vitaminer, dvs. B₁₂-analoger, som kan optages i blodet under bestemte omstændigheder, men som – når de er der – ikke kan udføre det ægte vitamins funktioner.

B₁₂-historien er stadig ikke helt udredet, og der er et presserende behov for mere viden om tilgængeligheden og funktionen af forskellige former af vitaminet.

Pålidelige B₁₂-kilder

Moderne analyser af vitamintilskud viser, at disse er pålidelige kilder af det ægte vitamin. I 14 ud af 15 amerikanske mærker af multivitamin og mineraltilskud blev der fundet 88-328% af det aktive B₁₂ , som var deklareret på etiketten (med undtagelsen af ét mærke, som kun indeholdt 59%), samt en lille mængde af inaktive analoger¹⁹.

Der findes aktivt B₁₂ i en form for gær, som kan købes i helsekostforretninger [ Saccharomyces cerevisiæ – red.] . Men det stammer fra det B₁₂-berigede molasse-substrat, hvorpå gæren er dyrket, og ikke fra gæren selv – som producerer flere inaktive analoger, men intet ægte vitamin¹¹. Gærflager kan drysses på madretter og smager lidt af ost.

Andre pålidelige B₁₂-kilder er produkter, der er tilsat vitaminet, såsom gærekstrakter, morgengrødblandinger, samt nogle mærker af sojamælk og margarine. Færdige retter og blandinger indeholdende sojaprotein, f.eks. vegetariske 'pølser', vegetariske burgere, og soja 'kød' i terninger eller flager, kan også være tilsat B₁₂, og det vil være deklareret på etiketten.

Tarmbakterier som B₁₂ kilde

Der findes visse beviser for, at bakterierne i vore tarme producerer B₁₂, som vores krop kan udnytte. I et heroisk eksperiment udført i 1950erne samlede Sheila Callender afføring fra frivillige veganere, der led af B₁₂-mangel, lavede ekstrakter deraf og fodrede de frivillige med dem. Det kurerede deres mangel. Eksperimentet viste, at bakterier i tarmene producerer B₁₂, men det sker normalt for langt nede i tarmen til at kunne absorberes – ellers ville de frivillige ikke have manglet det i første omgang. Det faktum, at deres mangel blev kureret, påviste, at tilstrækkeligt aktivt B₁₂-vitamin produceres af tarmbakterierne, men det sker normalt i tyktarmen, hvor det ikke kan optages, i modsætning til hvis det skete højere oppe i tyndtarmen.

Dog findes der mennesker, der tydeligvis har B₁₂-producerende bakterier i tyndtarmen. I en undersøgelse udgivet i 1980, blev bakterieprøver taget fra jejunum og ileum (tyndtarmen) af raske individer fra det sydlige Indien, dyrket i laboratoriet og analyseret for B₁₂-produktion ved brug af to mikrobiologiske prøvemetoder og kromatografi²⁰. Flere typer af bakterier producerede betydelige mængder af B₁₂-lignende stof i reagensglasset. Det er kendt, at der i tyndtarmen findes tilgængelig 'intrinsisk faktor' [ et specielt protein, som produceres i maven – red.] , som er nødvendig for optagelsen af vitaminet. Derfor: hvis disse bakterier også producerer B₁₂ når de er inde i kroppen, vil vitaminet kunne optages.

Selv om kun 1 ud af hver 20 B₁₂-lignende molekyler fundet i menneskelig afføring er den aktive form af vitaminet, ville det være en mere end tilstrækkelig kilde – ca. 5 m g om dagen – hvis det blev produceret i tyndtarmen, hvorfra det kan optages¹¹.

Hos nogle mennesker, findes der tydeligvis B₁₂-producerende bakterier i tyndtarmen, hvorfra det vitamin, som produceres kan optages – i teorien i det mindste. Præcis hvilket bidrag det giver til den daglige B₁₂-indtagelse hos veganere skal endnu klarlægges.

Kilder: Referencer 1-20. Da listen er meget omfattende, har vi valgt ikke at bringe den her, men den kan rekvireres hos Vegana.

Oversat af pc

(Fortsættelse følger i et senere nummer af bladet. Læs i øvrigt artiklen i Vegana Nyt 3/97 samt 1. del af dette kapitel i 1/98).