Vegana Nyt 3/97 (2. årgang, nr. 3, december 1997), side 7-8

Veganas oplæg til debataften

Der var ganske mange fremmødte til debataftenen d. 25. september 1997, som blev indledt af Else Marie Simonsen (se foregående artikel). Efter hendes oplæg blev der serveret veganske kager en masse, og derefter holdt Ellen Schmidt et debatoplæg, som skulle varme forsamlingen op til diskussion af, hvad det vil sige at være veganer, og hvorvidt Veganas bestyrelse skal være "100% veganere". Dette oplæg er gengivet nedenfor. Den efterfølgende diskussion var frugtbar, og der var ikke nogen protester over det faktum, at ingen af Veganas nuværende bestyrelsesmedlemmer (bortset fra Kirsten Jungsberg) føler, at de med hånden på hjertet kan kalde sig helt "100% veganere". Der var således ingen indsigelser imod bestyrelsens forslag om at ændre vedtægterne på det punkt (på generalforsamlingen i februar 1998).

Af Veganas bestyrelse, fremlagt af Ellen Schmidt

Et af vi menneskers kendetegn er vel, at der er så mange ting, vi gerne vil, men at det ikke er altid, at vi får dem udført. "Der skal være handling bag ordene", kræver man ofte. "Det er blot tomme ord", siges der, eller: "Ét er teori, og et andet er praksis".

Vi vil nok alle sammen gerne være miljøbevidste og bevidste om andre menneskers og dyrs velfærd. Ja faktisk ville vi sikkert gerne være 100% veganere, 100% økologer, 100% på offentlig transport, foruden at være aktive i Naturfredningsforeningen, Dyrenes Beskyttelse og Amnesty International. Men samtidig med alt det, vil vi også gerne leve forholdsvis "normale" liv, have et arbejde, tjene nogle penge, have en familie, og i det hele taget deltage i det "almindelige" liv på nogenlunde normal vis.

Tilhørere (foto: Jakob Trier)

Kort sagt ønsker vi ikke at gå glip af noget. Problemet er bare, at det ikke går op. Man kan ikke det hele på en gang, og derfor må man vælge – og fravælge. F.eks. kræver det en del psykisk energi altid at insistere på 100% veganisme og økologi, når man er ude. Det kræver simpelthen et ikke uvæsentligt psykisk overskud altid at stille sig op og holde fuldt og fast på sine principper, og denne energi går så formodentlig tabt på andre områder. F.eks. finder jeg det utænkeligt, at man på én gang kan have et krævende karrierejob og så samtidig være 100% økologisk veganer. Hvordan skulle man dog få tid til begge ting? Og vil selve det at have et sådant job ikke betyde, at man er nødt til at være så "social" og "normal", at man f.eks. ikke altid kan insistere på at cykle eller tage bussen til møder, uden at blive anset for at være ekstrem eller rabiat. Eller ikke altid kan insistere på veganske kager og økologisk kaffe til disse møder, uden at andre vil finde det "for meget".

Konsekvensen af dette kunne være, at man droppede sit job og fandt noget andet, som ville gøre det muligt at leve 100% "korrekt". Men er dette et rimeligt eller fornuftigt krav at stille? Det mener jeg ikke, for man må ikke glemme, at man lever i et samfund, som har en indgroet mistro til alt, hvad der kunne minde det mindste om fanatisme. Ikke at jeg mener, at veganisme er fanatisme – slet ikke – men sådan bliver det nu engang oplevet af ikke-veganere. Og sådan har jeg i øvrigt selv oplevet det engang. Derfor tror jeg, at det bedste – hvis man tænker på dét, som gavner veganer-sagen – er, hvis man kan bevise for sin undrende omverden, at det faktisk er muligt at leve som veganer, uden at det bliver til hovedingrediensen i ens eget liv, og uden at det bliver til det, man altid taler om og interesserer sig for. For hvis det er tilfældet, vil det måske blive opfattet som en "grille", eller noget man udelukkende gør for at virke interessant i andre menneskers øjne.

Hvis man derfor gerne vil udbrede veganismen, gør man nok derfor klogt i ikke at ville udbrede den for meget. Forstået på den måde, at andre mennesker forståeligt nok bliver trætte af, hvis man ikke kan tale om andet. Eller at det med om der er animalske fedtstoffer i småkagerne altid skal stjæle opmærksomheden fra det egentligt vigtige: samværet med andre mennesker.

Hermed ikke sagt, at man bare skal give efter. Selvfølgelig skal man forsøge at blive så vegansk som muligt – og man skal stræbe efter de 100% – men man skal samtidig huske, at det kan være utroligt tidskrævende at få bugt med de sidste animalske ting, man endnu mangler at gøre noget ved. F.eks. det at der bruges animalske stoffer til fremstilling af almindelig film, at en fodbold eller støvle typisk er lavet af dyrehud, for ikke at tale om problemerne med f.eks. honning, uld og silke.

Disse ting kan man måske få bugt med én ad gangen, efterhånden som man finder overskud til det. Problemet er, at hvis man forsøger at gøre noget ved det hele på én gang, risikerer man nemt, at det fuldstændigt overtager ens liv og – udefra set i hvert fald – kan komme til at virke fanatisk.

Og så skal man jo også huske at gribe i egen barm. Det kan godt være, at man i ét skridt og med møje og besvær går fra at være 90% til at være 100% veganer, men er man så samtidigt 100% økologisk? Er man 100% sikker på, at det, man forbruger, ikke har været testet på dyr? Er man tilfreds med det, man gør for andre mennesker, f.eks. i den tredje verden? Og husker man at besøge sin gamle ensomme tante eller læse højt for sine børn? Hvis svaret på disse spørgsmål er nej, så må man jo huske at spørge sig selv om, hvad disse sidste 10% har haft af omkostninger. Kunne al denne energi måske have været brugt bedre end til at perfektionere lige præcis ens madvalg?

Opsummering

For at opsummere alt dette, vil jeg gentage, at selvfølgelig skal man stræbe efter at slippe af med alle animalske produkter. Men samtidig bør man ikke være for utålmodig, og man bør huske på, at Rom ikke blev bygget på én dag. Når man så hen ad vejen er klar til det, kan man få ordnet sine tilbageværende hængepartier. Dvs. når man f.eks. er i stand til på en naturlig og for omgivelserne behagelig måde at sige nej tak til et stykke kage eller tærte, så skal man naturligvis gøre det. Dvs. når man er i stand til at sige "Nej tak, det spiser jeg ikke", som om man blot havde sagt "Nej tak, jeg drikker ikke kaffe – har du noget te?". Hvis man derimod får det sagt på en krigerisk eller udfordrende måde – hvor man underforstår, at der er en masse ubehagelige ting i det stykke kage – så er man nok endnu ikke moden til at sige nej tak til det. Og så gør man måske bedre i at spise det, også for ens eget psykiske velbefindendes skyld.

Det gælder altså om at finde balance og ikke stirre sig så blind på f.eks. veganismen, at man glemmer, at der er hundredvis af andre ting, man også burde interessere sig for. At veganismen eller økologien for mange er det logiske første skridt – fordi det i virkeligheden er så nemt – er så en anden sag. Det er jo noget nemmere at lave sin madlavning om, end at blive u-landsfrivillig i Botswana. Og derfor bør man heller ikke overdrive den betydning det har at blive veganer. Det er et vigtigt og et rigtigt skridt, men vejen er lang og indeholder også alt muligt andet end veganisme, og set i det perspektiv er og bliver veganismen et lille skridt og bør derfor heller ikke gøres til mere, end den er.