Vegana Nyt 3/97 (2. årgang, nr. 3, december 1997), side 14-16

Når en gulerod ikke er en gulerod

Af Christian Coff, Center for Etik og Ret

Kommercialiseringen af det vi putter i munden og spiser er ikke til at tage fejl af. Før hed det mad eller føde, nu hedder det fødevarer.

Gensplejsede fødevarer er business

Ordene er ikke helt mine, men hentyder til et program, der yder finansiel støtte til udvikling af den bioteknologiske industri i England (Biotechnology Means Business). Og bioteknologi holder os sandelig ‘busy’. Indtil videre er det for den brede befolknings vedkommende mest blevet ved overvejelserne over konsekvenserne af bioteknologien: Hvilke fordele giver det? Hvilke risici løber vi? Hvad er de etiske problemer? Hvad er det i det hele taget for noget?

Men snart bliver det til fysisk virkelighed, snart vil vi finde de gensplejsede fødevarer hos købmanden og så bliver bioteknologi for alvor ‘business’.

Allerede i dag er fødevarernes tilblivelse for det meste uigennemskuelig for forbrugeren. Vejen fra mark til supermarked er lang og kompliceret. Jeg vil påstå, at vi ikke længere ved hvad det er vi får, når vi køber fødevarer — at vi køber katten i sækken som det hedder i folkemunde. Nu spiser vi ikke katte, så derfor er ‘guleroden i plastikposen’ et mere tidssvarende billede på min påstand.

Jeg mener at gennemskuelighed i fødevarernes tilblivelsesproces er en kvalitet i sig selv. Det meget ‘abstrakte’ forhold de fleste danskere har til fødevarer, som et produkt på en hylde i et supermarked, kan ikke længere opretholdes. Det er ikke længere lige meget hvor mælken kommer fra, hvad koen er blevet fodret med, hvordan koen har det osv.

Med genteknologi risikerer man at gøre afstanden mellem menneske og føde endnu større, fordi genteknologi er endnu et højteknologisk led mellem mennesket og dets føde.

Genteknologiens udfordringer

Bio- og genteknologierne kan meget let komme til at gå som hånd i handske med globaliseringen og udvidelsen af markedsøkonomien. Genteknologien tilskynder til et natursyn, hvor levende væsener opfattes på linie med andre industriprodukter og ikke besidder nogen egenværdi. Genteknologien kan således fremme en naturopfattelse, hvor det gælder om at styre naturen ud fra rationelle betragtninger over dens nytteværdi for mennesket. Allerede Jung gjorde opmærksom på globaliseringens problemer. Han skriver i bogen Jeg'et og det ubevidste, at "et samfunds moral er som helhed omvendt proportional med dets størrelse."

Genmanipulationen med dyr og planter rejser forskellige udfordringer til samfundet og til menneskets forhold til naturen.

Udfordringen til samfundet er opstået, fordi den teknologiske udvikling har gjort den levende natur sårbar overfor menneskelig handling. Det er en forudsætning for samfundets fortsatte eksistens, at samfundets naturgrundlag bevares, og man kan i den sammenhæng spørge om genmanipulerede organismer udgør en trussel mod naturen eller om de kan være med til at løse miljøproblemerne? Endvidere er genteknologien en meget kapitaltung teknologi, der derfor let fører til øget centralisering, og landbruget risikerer at blive påvirket i retning af større industrialisering.

Denne anden udfordring drejer sig med Peter Kemps (leder af Center for Etik og Ret) ord om, hvad vi kan tillade os at gøre over for den levende naturs eget liv uden at krænke de levende væseners ret til at opretholde deres egenart og følge deres natur. Udfordringen berører altså menneskets etiske forpligtigelse overfor naturen.

Behovet for at lade en gulerod forblive en gulerod

Genteknologi giver radikalt nye muligheder for beherskelse af naturen. Det er i princippet blevet muligt at overføre gener mellem alle Jordens levende væsener, mellem mennesker, dyr, planter og bakterier. Beherskelsen af den levende natur synes på vej til at blive fuldkommen.

Den beskrevne nedbrydning af artsbarrieren betyder, at det er blevet muligt at blande levende væsener på kryds og tværs. Når man hører om genoverførsel fra mennesker til fisk eller fra dyr til planter, er det ofte forbundet med overvældelse over det teknisk mulige, og det giver anledning til overvejelser over, om fisk med menneskelige gener stadig er fisk, eller om det er menneske-fisk hybrider?

At flytte et enkelt gen synes måske ikke umiddelbart af så meget, men selv et enkelt gen kan være af afgørende betydning for en organismes liv. Der er derfor grund til at overveje, om genteknologien som metode i sig selv udgør en krænkelse af levende væseners ret til at opretholde deres egenart og følge deres natur? Er det en krænkelse i sig selv fx at overføre gener fra dyr til planter?

Den franske biolog François Jacob skriver, at tanken om genoverførsel for mange mennesker kalder nogle af de gamle mytologiske figurer frem, nemlig de monstre og uhyrer, som oftest er skildret som blandinger af to forskellige arter, fx hund og fugl i ét dyr. Genteknologien virker anstødelig, fordi angsten for disse uhyrer er dybt forankret i mennesket: forestillingen om to væsener, der forenes mod naturen fremkalder rædsel og afsky. Videre siger Jacob, at genteknologien for mange mennesker har en duft af forbudt viden, fordi den består af viden om det mest svimlende problem og mest forbløffende eventyr: skabelsen af et menneske.

Jesper Hoffmeyer argumenterer i sin bog En snegl på vejen, at arternes historie er ‘nedlagt’ eller præsenteret i generne. Det skal forstås på den måde, at arternes arvemasse har udviklet sig i et samspil med miljøet gennem millioner af år og derved afspejler arternes udvikling. Hvis det forholder sig sådan betyder det, at man gennem genteknologi kan ændre på den indlejrede historie i arterne. En tanke der nok vil forekomme de fleste ubehagelig fordi vi på den måde risikerer at blive historieløse.

Forestillingen om at der skal tages hensyn til og vises respekt over for levende væsener ses ofte at bygge på en idé om levende væsners egenart eller en egenværdi. Muligheden for indlevelse i den levende natur kan danne grundlag for opfattelsen af levende væsner som havende en indre værdi.

Mogens Pahuus har således givet en beskrivelse af menneskets to måder at tilegne sig verden på. For det første er der trangen til at gribe aktivt ind og tilegne sig tingene gennem det optagende, det erobrende og kontrollerende. Det er denne måde at tilegne sig verden på, der dominerer vort forhold til naturen i dag. Vi har allerede i det ovenstående skitseret, hvordan det herskende natursyn kan karakteriseres ved sit distancerende og ensidigt forbrugende forhold til naturen.

Den anden måde at tilegne sig verden på beskrives af Mogens Pahuus som trangen til at tilegne sig verden ved at forbinde sig med tingene, gøre sig fortrolig med dem, komme i et tilhørsforhold med dem. Jesper Hoffmeyer beskriver det som menneskets evne til ikke blot at sætte sig i en anden persons sted, men mere generelt evnen til at sætte sig i den levende naturs sted.

. Mogens Pahuus skriver, at den form for naturoplevelse, hvor man forbinder og involverer sig med levende væsener i naturen, nærer og fylder ens livsfølelse. Indlevelsen i naturen er en kilde til glæde, til sindets opladning og oplivelse. Mødet mellem menneske og natur bliver præget af optagethed og selvforglemmelse, ja man kunne sige livsfylde. Ofte vil den stærke naturoplevelse være knyttet til den vilde natur, dvs. den del af naturen, der ikke er kontrolleret af mennesket. Mennesket er som levende væsen indfældet i naturen, og kan derfor som Mogens Pahuus skriver, opleve en slags jeg-du forhold mellem mennesker og dyr eller mennesker og planter.

François Jacob gør opmærksom på, at viden om livets opbygning kan være en trussel mod respekten for det levende. Vi tror, at jo mere mennesket omskaber naturen desto vanskeligere bliver det at forundres og fyldes gennem naturoplevelser og desto vanskeligere bliver det at opretholde respekten for levende væsner.

At lade en gulerod være en gulerod

Der er nogle, der mener at en gulerod bør forblive en gulerod. Indtil videre ser det ud til, at man inden for de økologiske organisationer er meget opsat på at holde de gensplejsede organismer udenfor det økologiske landbrug. Det giver forbrugerne en sikkerhed for at de økologiske varer ikke er gensplejsede.

En anden mulighed er skabe tættere samarbejde mellem landmand og forbruger. Det giver forbrugerne mulighed for at aktivt at vælge. Den pseudoaktive forbruger vælger blot mellem supermarkedets udbud, mens den ‘rigtige’ aktive forbruger er med til at vælge hvilke varer der skal stå på købmandens hylder. Et eksempel på, hvordan det kan gøres, finder man på Nørrebro i København i den lille andelsbutik ‘Spidsroden’. Det er denne andelsforenings politik at skaffe dagligvarer fra lokale økologiske producenter og der arrangeres af og til besøg hos disse leverandører. Den direkte kontakt med leverandøren er væsentlig.

I hvilken udstrækning vi kommer til at finde gensplejsede produkter i fødevarerne er på ingen måde afgjort endnu. Der er meget stor skepsis i mange EU-lande over for disse nye ‘funktionelle’ fødevarer. Og de aktive forbrugere har faktisk meget at sige i denne sag!

Litteratur og anden inspiration

Jesper Hoffmeyer: En snegl på vejen. Munksgaard/Rosinante, København 1993.

François Jacob: Mulighedernes spil — om det levendes mangfoldighed. Hekla, København 1981.

Peter Kemp: Det uerstattelige. En teknologi-etik. Spektrum, København 1991.

Mogens Pahuus: Naturen og den menneskelige natur. Forlaget Philosophia, Aarhus 1988.

Spidsroden: Andelsbutik på Baggesens gade 18 i København N.