Vegana Nyt 3/97 (2. årgang, nr. 3, december 1997), side 4-6

Refleksioner over det at være fuldblodsveganer

Torsdag d 25. september 1997 afholdt Vegana et velbesøgt arrangement i Valby Medborgerhus. Emnerne var: veganer eller næsten veganer? Fanatisme eller åbenhed, forståelse og respekt? Behov, omsorg for sig selv eller manglende kropsforståelse? Læs her, hvad Else Marie Simonsen mener om veganisme.

Af Else Marie Simonsen, kostvejleder og medforfatter til veganerkogebogen Livsretter

Det glæder mig, at der igen er interesse for veganerliv, og jeg håber og tror, at det vil sprede sig hurtigt nu. Tiden er med vegetabilsk levevis.

Jeg vil fortælle om de erfaringer, jeg gjorde, da jeg var veganer. I virkeligheden har jeg aldrig været fuldblodsveganer! Jeg har aldrig kunnet forlige mig med at skulle undvære mine uldsokker, uldgamacher og store sweatre. Nu er det sagt!

Else Marie Simonsen (foto: Jakob Trier)

Men jeg har i seks år levet kostmæssigt 100% vegetabilsk. Og det er for mig den vigtigste erfaring, som jeg her i aften vil dele med jer. At jeg også droppede al silke og læder og prøvede at se smart ud i lærredssko og gummistøvler (jeg er ikke vild med plastic) — er en biting.

I 1986 flyttede jeg til Gamborg Gl. Præstegård for at arbejde sammen med Helen Eriksen og Gunnar Nielsen. De havde et kursussted, hvor man kunne følge en uddannelsesrække, som hed "Hjælpen fra kroppen". Det havde jeg fulgt og var meget optaget af de tanker, som lå bag. Specielt ernæringsvinklen og det var da også den del, jeg skulle tage mig af på kursusstedet.

Fra den dag af blev jeg kostmæssigt 100% veganer. Jeg havde i et par år aspireret til det, men var ikke helt parat til at give afkald på min elskede ost.

Efter otte år som vegetar havde jeg udviklet en reel osteafhængighed, og jeg besluttede mig for "en kold tyrker" — for at komme ud af mit misbrug. Dvs. det blev en beslutning, som jeg traf med mit hovede. Det gik imod det, min umiddelbare lyst/trang fortalte mig, og det tror jeg kan være nødvendigt, når vi taler om madintolerance og madafhængighed.

I de næste seks år var jeg fuldstændig konsekvent og jeg fik det meget, meget bedre med mit helbred. Ingen forstoppelse, ingen infektionssygdomme og meget mere energi. På det psykiske plan oplevede jeg også at blive meget mere harmonisk — ingen pludselige humørskift og indre uro (som jeg ellers oplevede specielt når jeg spiste ost og crème fraîche).

Mit ændrede helbred var selvfølgelig et vigtigt incitament til at fortsætte med veganerkost. Men et endnu vigtigere var den filosofi, som Helen og Gunnar underviste i.

Kort fortalt om det med tiden

Kort fortalt handler det om, at vi tidsmæssigt er på vej over i en ny tid (som de fleste nok har hørt om) — Vandbærerens Tidsalder! Denne tidsalder vil ca. strække sig over de næste 2000 år, ligesom den tidsalder vi er på vej ud af — Fiskenes Tidsalder. Ikke nok med at vi skifter tidsalder. Vi har nu igennem de sidste ca. 25.000 år levet i det, vi kan kalde tyngdeenergiens tidsepoke, hvor vi for hver ca. 2000 år har skiftet overskrift. Nemlig når de tolv forskellige stjernetegn på skift har været i fokus.

Det, som vi mennesker overordnet har skullet lære af tyngdeenergiens tidsepoke, har været alt hvad vi forbinder med tyngdekraften. Vi har skullet lære at handle og forholde os til alt det materielle. Territorialbevidsthed — hvad der er dit, og hvad der er mit. Alt om det dyriske, gennem det at holde husdyr og spise og anvende dets produkter. Vi har skullet lære at beherske vore kroppe og lære at beherske det fysiske element, og nu hvor vi har indtaget luftrummet, står vi på tærskelen til en helt ny stor tidsepoke, som vi kalder følelsesenergiens tidsepoke. I de næste mange tusinde år skal menneskeheden altså lære alt om følelser og kærlighed (ubetinget næstekærlighed). Og her kommer det kostmæssigt interessante!

Det overordnede tema for menneskeheden i tyngdeenergiens tidsepoke har været at tage liv, for selv at leve — at gro på andres bekostning!

Det nye tema handler om at give liv, samtidig med at vi selv vokser. Frugttræet er symbolet på dette.

Og her er det, at den veganske/vegetabilske levevis kommer ind i billedet. For det er lige netop fremtidens kost ifølge denne filosofi. Og jeg føler mig ret overbevist om, at det hænger sådan sammen. Her ved afslutningen af tyngdeenergiens tidsalder bliver der mere og mere fokus på grøn levevis, nej til burhøns, tremmekalve og dyreforsøg. Kogalskaben, penicillinrester i kødet og en hastigt stigende kurve i antallet af mennesker med mælkeintolerance siger mig, at min antagelse ser ud til at stemme overens med virkeligheden.

Mange af nutidens børn og unge er fødte veganere — de fornemmer helt klart, at de ikke kan swinge med de tungere animalske energier, og hvis de selv får muligheden for at bestemme, vælger de frugt, grønt og kornprodukter.

Men tilbage til min egen historie

I mine første veganerår levede jeg meget isoleret — sammen med Tordenskjolds soldater — på kursusstedet. Det kostmæssige var derfor ret uproblematisk for mig.

Da vi måtte lukke stedet — og jeg igen måtte ud i samfundet — oplevede jeg flere og flere situationer, hvor mine fordomme måtte revideres og opløses.

Jeg mødte så mange åbne og tolerante "kødædere" og sad ofte med en følelse af at være det stik modsatte selv, når jeg ved en sammenkomst sad med min egen medbragte mad. Jeg oplevede dog også, at det kunne give anledning til interessante dialoger.

En kovending

I 1991 blev jeg gravid og nogle måneder henne i forløbet fik jeg en stor trang til fisk og smør. Da jeg på det tidspunkt vidste, at min krop var renset ud for gamle ubalancer og havde stor tillid til min krops signaler og instinktive fornemmelser, gav jeg efter for denne trang. Og det bekom mig vel! Jeg mærkede ikke, at det belastede mig på nogen måde — og som noget ekstra positivt oplevede jeg, at det gjorde mit sociale liv mere enkelt.

Sådan som jeg ser det nu, tror jeg, at min krop kaperede det animalske på fin vis, fordi jeg havde så meget overskud og energi. Jeg var forholdsvis nyforelsket og lykkelig for at være blevet gravid. Jo mere psykisk overskud vi har, jo mere styrker det vores immunforsvar, og jo mere kan vi konsumere af den mad, som vi ellers ikke swinger med.

Tidligere brugte jeg en del energi på at sikre mig imod alt det animalske — læse deklarationer, udspørge kokken eller værtsfolkene — vise mistillid!

Nu oplevede jeg pludselig, at jeg kunne slappe mere af — være åben og nyde et veltillavet måltid, selv om der måske var smør eller fløde i sovsen. Og da jeg samtidigt med, på et personligt plan, havde fået øjnene op for, hvor vigtigt det var/er for mig at vise tillid i alle livets sammenhænge, så var det simpelthen en kovending og en meget vigtig fase i mit liv. Væk fra det firkantede og regelrette og mentale/hovede/maskuline aspekt — hen mod det mere runde/krops/feminine aspekt. Og de voksede i takt med, at mine mave antog samme former.

Nutiden — integrationen

Lige siden har jeg været deltidsveganer. I dagligdagen spiser jeg hovedsagelig plantemad, men ind imellem kan jeg få lyst til smør eller fisk. Når denne lyst så dukker op, forsøger jeg at mærke efter — er det en forbigående, flygtig lyst — eller er det en massiv, overvældende trang?

Jeg véd med mit hovede og min krop, at jeg har det optimalt med en ren veganermad. Men sommetider oplever jeg, at svære emotionelle situationer bringer gamle mønstre op til overfladen igen — og det drejer sig også om gamle spisemønstre!

Mad og følelser er tæt forbundne, så jeg forsøger at være bevidst om, hvornår jeg griber ud efter oste- eller smørskålen og hvornår jeg i perioder ikke rører det.

Jeg øver mig i at integrere min lyst og min bevidsthed — at give mig selv plads, og derved også andre. Jeg oplever at jo mere jeg arbejder med at rumme alt i mig — jo mere tolerance og accept får jeg for andre. Ved at respektere mig selv/min lyst egen lyst — opstår der jo ikke projektioner.

Alt er såre godt

Og det er i virkeligheden det, det hele går ud på — at leve i overensstemmelse med os selv/vores sjæl. Altså være tro mod os selv og leve på den måde, som vi kan mærke vi swinger godt med. Både på det ernæringsmæssige, moralske og følelsesmæssige område.

Vi er hver især helt unikke personligheder, med hver vores baggrund, vision og opgave. Vi er her for at lære forskellige ting. Nogle er pionerer — går alene ud i verden med en sag/vision, som de brænder for (og gerne vil ha' andre til at brænde for).

Andre er mest tilfredse med at leve et liv, som de kender og som er godt og trygt. Det vil f.eks. også sige, vedblive med at spise den slags mad, de altid har gjort.

Og som jeg ser det, er det ikke vores opgave at vurdere og bedømme andres liv eller sammenligne os med andre — den eneste, vi kan sammenligne os med, er os selv.

Vegana

Jeg mener ikke, det er så relevant at diskutere, om der skal være en forening med en bestyrelse, som er vaskeægte frelste. For mig at se er vi alle på vej, og gennem ægte tolerance og åbenhed vækkes mange "slumrende sjæle"!

Det vigtigste for mig er, at de mennesker, der arbejder for foreningen, virkelig har lyst og brænder for sagen; det er den energi, der virker som magnetisme.

Den måde jeg har erfaring for, virker mest ansporende og belivende, er ved selv at være et levende eksempel og gennem sine handlinger og ufordømmende væsen, tiltrække andre som en magnet. Og de mennesker, der giver mig de største impulser, er dem der har hjertet i centrum. Altså en fin balance mellem hoved og krop — mellem bevidsthed og handling. Jo mere vi står ved os selv, jo lettere er det at kommunikere med andre, og jo lettere er det at tiltrække interesserede nye mennesker. Tiden er inde til den store blomstring. Og det fører mig til et afsluttende...

Stof til eftertanke

Måske var det værd at overveje om der skulle kreeres en ny benævnelse for veganerkost/livsstil! Veganer — ordet er for mig forbundet med associationer som grå, snerpethed og askese — mennesker, som har gjort en dyd ud af at leve på en sten og fornægte sig livets og bordets glæder.

Præcis det modsatte af, hvad jeg mener den ny tids mennesker udstråler — farverigdom, rummelighed og livsglæde, og som ikke fornægter, men integrerer.

(Jeg ved godt, at det ligger i sagens natur at som pioner og banebryder (som de oprindelige veganere), bliver ens livssyn let præget af kamp/offer-situationer, men den ny tid åbner op for, at vi lærer at berede vejen uden kamp og ofre).