Vegana Nyt 3/96 (1. årgang, nr. 3, august 1996), side 17-20

Portræt af en veganer

Veganerhverdagen er ofte fyldt med små mere eller mindre irriterende praktiske genvordigheder, og derfor syntes vi fra redaktionens side, at det kunne være interessant at interviewe en veganer af kød og blod, for at forsøge at finde ud af, hvordan det mon egentlig er at være veganer i Dagens Danmark, og hvad veganere egentlig er for nogle størrelser. Som det fremgår er interviewet langt, for vi har lagt vægt på at forsøge at komme så dybt ned som muligt i alle mulige emner, som særligt måtte interessere veganere og potentielle veganere.

Af Thomas Thomsen

Offer: Søren K. H. Jensen, 21 år; bor i København og går på den rytmiske skole.

- Hvordan startede det med at blive veganer?

"Dengang jeg gik i skole syntes jeg faktisk altid, at tv-avisens billeder fra slagterierne var rimeligt anstødelige. I lang tid syntes jeg, at kød smagte godt, så jeg fik ikke gjort noget ved det, men så kom der til sidst et tidspunkt, hvor det blev mere presserende for mig, og så tog jeg så beslutningen. Fra d. 1. januar 1991 blev jeg vegetar; det vil sige som 16-årig - jeg gik i 1. g. i gymnasiet på det tidspunkt."

- Det var kødet, du strøg der?

"Æg og mælk har jeg faktisk aldrig brudt mig særligt om, så det har heller aldrig spillet nogen særlig stor rolle i kosten. Jeg spiste dog en del yoghurt, men ellers har det ikke været så svært at gå over til at være veganer. Fra at være vegetar fra nytåret 1991 gled det langsomt over til at være veganer."

- Du har heller ikke spist ost i større mængder?

"Nej."

- Hvad med kødet; hvordan syntes du, at det smagte?

Søren K. H. Jensen

"Det smagte godt, og i det første års tid syntes jeg faktisk, at det var rimeligt svært at lade være med at falde i. F.eks. hvis jeg lugtede kylling eller noget så banalt som medisterpølse kunne jeg godt gå og små-fortryde, men efter dette års tid begyndte det faktisk at vende sig til væmmelse over bare lugten og tanken. Og så var det pludselig meget nemt at undvære det."

- Hvad hvis du nu er rigtigt sulten og går forbi en pølsevogn?

"Det er ikke noget problem, og jeg har faktisk heller ikke brudt mig særligt meget om pølsevogne - heller ikke dengang jeg var kødspiser. Junkfood har aldrig tiltalt mig særligt meget."

- Hvad sagde familie og venner til, at du blev vegetar?

"Mine venner var noget skeptiske - det var noget med "ja, ja, ja; det er godt med dig". Og min familie var ikke stort bedre. Min mor var straks på mærkerne med "Hvor har du fået de ideer fra", og det var meget svært for hende at forstå, at det var noget, jeg selv havde tænkt mig frem til - hun mente, at der var nogen, der måtte have påvirket mig. Og min far kunne ikke forstå, at man kunne leve uden kød."

- Syntes de, at skridtet fra vegetar til veganer var mere ekstremt, end skridtet fra kødspiser til vegetar?

"Helt sikkert. De synes, at det er ekstremt. De kan ikke se, hvad der galt i at malke en ko, for den giver jo alligevel bare mælk fra naturens hånd, når man stikker den en tot græs, gør den ikke?"

- Overgangen fra at være vegetar til at være veganer har været lidt flydende for dig?

"Den har været meget flydende. Og det er da også stadigvæk sådan, at hvis jeg kommer ud, og der bliver serveret et eller andet, hvor jeg ved, at der er mælk eller æg i i små mængder, så kan jeg sagtens spise det uden at lave store scener ud af det. For jeg har det også sådan, at nu har jeg efterhånden været veganer i så lang tid, at jeg er træt af at sidde og besvare de samme spørgsmål. Dér vil jeg helst bare sige, at "Jeg er veganer, og så færdig med det". Jeg har ikke den store lyst til sidde og argumentere i 100 år for mine synspunkter. Undtagen ved specielle lejligheder, hvor jeg da godt kan komme i krigshumør og være diskussionslysten."

- Er du 100% veganer i dit eget køkken eller over din egen dørtærskel?

"Ja, jo."

- Hvad med vingummi (gelatine)?

"Vingummi spiser jeg ikke. Men okay; en gang imellem, hvis det skal gå hurtigt, kan jeg f.eks. godt lide Nutanas middagsboller, hvor der er lidt æggehvide i. Og en sjælden gang kan jeg f.eks. også godt købe sojapølser."

- Hvad med læder; hvordan har du det med det?

"Det undgår jeg. Jeg har ikke noget af læder. Fodtøj har aldrig interesseret mig så meget, så hvis jeg er kommet forbi et vindue og har set nogle sko, som tilfældigvis er læderfri, så er jeg styrtet ind og har købt dem."

- Hvad med uld og silke?

"Uld har jeg et par trøjer af, så dér er jeg vel heller ikke 100%, men silke har jeg ikke noget af."

- Er der andre ting, du bevidst forsøger at fravælge?

"Honning fravælger jeg f.eks. ikke. Men jeg bruger ikke honning selv, og jeg har ikke honning stående."

- For at vende tilbage til det med at være ude at spise, så kan du altså godt acceptere mindre mængder mælk og æg?

"Jo, men jeg ville f.eks. sige klart nej, hvis der blev stillet en gang koldskål foran mig, eller en gang spejlæg. Det ville jeg ikke kunne få ned."

- Lad os sige, at du er til middag. Så får du et eller andet til forret; noget salat eller lignende, hvis de ellers har tænkt på det overhovedet. Hvis der så er en mayonnaise-dressing hældt ud over det, så sidder du ikke og råber op om, at du vil have en ny salat?

"Nej, så ville jeg forsøge at spise det meste af det, som var uden dressing og så forsøge at levne resten, uden at det blev pinligt."

- Du vil heller ikke sidde og smøre smør på din flûte?

"Nej, det vil jeg ikke."

- Ellers kan du godt leve med det grøntsagstilbehør, der måtte følge med kødet?

"Det synes jeg sædvanligvis ikke er specielt spændende, og jeg ville aldrig spise grøntsager, der lå på samme fad som kødet."

- Og hvis der var en sovs til?

"Den ville jeg også gå udenom."

- Også selv om det bare var en eller anden hvid en, hvor man kan se, at det ikke er noget med kød?

"Ja."

- Hvad med ostebordet efter festmiddagen?

"Heller ikke."

- Og isen til sidst?

"Is er stadigvæk noget, jeg savner; især soft-ice, og tofu-isen er jo ikke ligefrem specielt nem at finde mere. Og dén synes jeg ellers var et glimrende alternativ. Med hensyn til isen ville jeg vakle en smule. Det ville komme an på, hvor nærtstående den person var, som havde inviteret mig til fest. Hvis ikke personen var særligt nærtstående, ville jeg nok sige nej tak, eller også ville jeg måske tage et lille stykke. Men jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har spist "rigtig" is."

- Så det kommer lidt an på dagsformen?

"Ja. Men sidst jeg var ude blev der faktisk serveret sorbetis, netop af hensyn til mig. Så det var jo meget flot."

- Alt dette leder mig frem til at spørge dig, hvordan du generelt har det med at gå på kompromis?

"Det irriterer mig lidt, men på den anden side må man jo også sige til sig selv, at selv om man måske spiser et eller andet, som der er en sjat mælk i, så er det jo ikke det, hele kød- og mælkeindustrien hviler på. Det er selvfølgelig en halvdårlig undskyldning, men det er også lidt et spørgsmål om, hvorvidt man gider være en plage for sine omgivelser."

- Opfatter du dig selv som repræsentant eller ambassadør for veganismen, således at man ikke bør være alt for ekstrem, hvis man vil sælge sagen?

"Det er meget min holdning, og jeg synes også, at man skal tænke på, at man måske på mad-planet er vidt forskellig fra ikke-veganere, men ellers synes jeg, at man skal gøre lige så meget ud af at leve et liv med sine omgivelser og tænke på, at livet også indeholder andet end lige veganisme."

- Når du køber ind, lægger du så også vægt på, at det skal være miljørigtigt?

"Jeg køber en del økologisk; det er ikke det hele, men basisvarer som kartofler, pasta, gulerødder samt mel, korn og bønner. Det er langt fra det hele, må jeg tilstå. Det er nok så meget af økonomiske grunde, for jeg vil også gerne have råd til andet end madvarer. Hvis jeg kunne, ville jeg helt sikkert gå helt over til økologien, og der har også været perioder, hvor jeg næsten levede 100% økologisk."

- Hvad dine venner angår, er de så alle sammen veganere?

"Faktisk har jeg kun én ven, der er veganer, og jeg har ingen venner, der er vegetarer. Jeg havde en veninde, som var vegetar på et tidspunkt, men hun er desværre faldet i."

- Tror du selv, at du bliver opfattet som værende ekstrem eller underlig?

"Nej, ikke rigtigt. Måske mere som værende lidt besværlig, hvis jeg skal inviteres ud: "Åh; alle de opskrifter jeg har, er der enten mælk eller æg i. Og hvad skal jeg dog lave". Det er mere de overvejelser."

- Synes du, at folk respekterer det og forstår det?

"De respekterer det i hvert fald, men spørgsmålet er, hvorvidt de forstår det der med at fravælge mælk og æg. Det er der måske ikke den helt store forståelse for."

- Hvor langt synes du, at man skal gå? Kunne du forestille dig at gå endnu længere end at være veganer og blive f.eks. frugtspiser?

"Nej, det kunne jeg ikke. Hvis det endelig skulle være mere, ville det nok dreje sig mere om, at jeg f.eks. spiste mere råkost. Det er stadigvæk mit lille ideal, fordi jeg opfatter det som den ultimative sunde kost at spise det, der er uforarbejdet og ukogt og uopvarmet. Men jeg blev veganer af etiske grunde, og dengang var det ikke så meget de sundhedsmæssige grunde, der trak. De etiske grunde har altid været det grundlæggende. Så jeg drikker da også f.eks. meget kaffe, og jeg kan godt lide at drikke vin - uden at jeg derfor ligger ravende fuld. Jeg kan i øvrigt også godt lide at spise søde ting, men jeg ryger dog ikke."

- Der er mange veganere, som hverken ryger eller drikker...

"Ja, og det også derfor man får det billede af, at veganere er asketer, ligesom man tænkte om vegetarerne før i tiden - at man skulle holde sig væk fra alt det sjove. Og at vegetarer heller ikke bryder sig om sex osv. Det er lidt det, jeg også gerne vil vise med ting som f.eks. vin eller kaffe; at det altså godt kan gå i spænd med hinanden, for der er f.eks. mange, som spørger, om man så heller ikke drikker. De to ting bliver straks sat i forbindelse med hinanden. Folk tror gerne, at man tilhører en eller anden vild religion."

- Er du religiøs?

"Nej, det er jeg ikke. Det tætteste jeg kommer på det er en interesse for astrologi."

- Hvordan er det at dele køkken med kødspisere?

"Normalt gør det mig ikke særligt meget, men jeg synes ikke det er særligt opløftende at lave veganermad, hvis andre står og steger koteletter ved siden af. Men hvis jeg bagefter skulle bruge den samme gryde, er det ikke sådan, at jeg ville stå og skure den ren i en halv time."

- Kunne du forestille dig et langvarigt fast forhold til en kødspiser?

"Jeg tror, det ville kunne give anledning til en del skænderier. Jeg tror godt, det kunne blive problemfyldt, men forhåbentlig ikke altoverskyggende."

- Har du nogensinde overvejet at droppe veganismen?

"Nej, det har jeg aldrig. Det kunne jeg simpelthen ikke forestille mig. Det regner jeg med at være resten af mine dage."

- Hvad er de positive sider ved at være veganer?

"Man kan have god samvittighed over for nogle forskellige ting. Hvis man ser billeder fra slagterier kan man tillade sig at sige, at det er jeg ikke medskyldig i. Eller hvis man læser om dyreforsøg eller andet, så kan man godt tillade sig selv at have den gode samvittighed og være lidt frelst på de punkter."

- Hvad med det rent helbredsmæssige. Kan du mærke nogen forskel?

"Forkølelse og lignende er blevet langt mindre hyppigt. Men ellers har der ikke for mit vedkommende været den store forskel. Men min ven, der er veganer, er fuldstændig sluppet af med sin migræne."

- Går du op i det med aminosyrer og vitaminer osv.?

"Ikke det store, og det skyldes også, at det efterhånden ligger på rygraden. Jeg tænker en smule på det, men det er ikke alfa og omega, og jeg kan også mærke på mig selv, hvis jeg spiser dårligt. Og så vidt jeg kan se, falder håret da heller ikke af i store totter, og tænderne rasler ikke ud, så jeg må da spise nogenlunde rigtigt. I øvrigt synes jeg, at der er en tendens til, at kødspiserne bare tager det for gode varer, at de får absolut alt, hvad de skal have, når de spiser kød."

- Hvad er det mest irriterende at blive spurgt om, når man er ude (middag/fest/familie)?

"Det er nok den dér med "Jamen får du så, hvad du skal have?". Der kan jeg godt blive meget sarkastisk. Eller når folk stiller sig belærende op: "Nå, men er du veganer, jamen så skal du huske at spise mange nødder, og hvordan får du så kalk nok, og tager du så kalktabletter? Og jeg har hørt om et vitamin, som man kun kan få ved at spise kød"."

- Hvad svarer du dem så?

"Jeg kan godt svare meget ironisk eller spydigt, netop også fordi kødspiserne ikke fokuserer på, hvor skadeligt protein i så store mængder kan være. At det lige så tit kan være medvirkende til kalkunderskud, så det derfor ikke altid hjælper, at de indtager mælkeprodukter."

- Hvad tror du den bedste strategi er, når man skal forsøge at forklare folk hvorfor man spiser, som man gør?

"Jeg tror, man skal sige til dem: "Prøv at se på mig og se, om jeg ser syg ud?". Hvis man mangler et eller andet, så er det jo typisk noget med, at håret er mat, at huden ser usund ud, flossede negle, og hvis man er ekstremt tynd. Det er fint at blive klog på ernæringsspørgsmål, så længe det bare ikke bliver en besættelse for én."

- Hvad kunne man ønske sig af veganske produkter?

"Man kunne ønske sig, at f.eks. tofu-isen vendte tilbage til butikkerne, og så kunne jeg også ønske mig et godt alternativ til mælkechokolade. Jeg har smagt Plamils veganske carob-bar, og den lader meget tilbage at ønske. Et alternativ til yoghurt og skæreost ville også være godt."

- Synes du, at Vegana skulle tage nogle af disse ting hjem?

"Tja; jeg er bare bange for, at det ikke er så nemt, som det lyder. Det kunne være godt med en vegansk butik, men spørgsmålet er bare, om der ville være nok interesse for det, til at det kunne løbe rundt."

- Hvad kunne man ellers gøre for veganersagen?

"Danskerne er jo ikke så nemme at påvirke, som f.eks. amerikanerne, hvor de kan blive hysterisk angste for et eller andet, og hvor der derfor hurtigt kan danne sig kæmpestore trends. I Danmark er mentaliteten snarere, at der også skal være plads til flæskestegen, og der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig det ene og det andet. Der er ikke nogen, der skal komme og vifte med pegefingre for næsen af danskerne. Det bedste er nok at føre sig frem ved at servere nogle gode måltider for folk, hvor det ikke er en tallerken med et salatblad og en gulerod og en tandstikker på, serveret med et glas postevand til. Det må gerne gå op få folk, at "Hov, der er hverken kød eller mælk eller æg i, men det smager jo godt"."

- Hvad kunne du selv tænke dig at gøre?

"Øøh, puh, ... , det er jeg lidt uklar over, fordi jeg er lidt i tvivl om, hvor stor min lyst til at missionere egentlig er, for jeg har også andre interesser, som jeg også godt vil satse på. Det bliver lidt svært altid at få det hele til at gå op, når jeg også skal have et menneske-arbejde ved siden af min skole. Men det giver mig dårlig samvittighed en gang imellem, at jeg ikke har overskud til mere, end jeg har."

- Man skelner inden for buddhismen mellem to retninger: den lille og den store båd, hvor tilhængerne af "den lille båd" er tilfredse med selv at finde frelse, mens tilhængerne af "den stor båd" gerne vil have andre med. Er du en veganer i en lille båd?

"Tjae, men jeg synes samtidig, at det er rædselsfuldt at tænke på, hvor mange dyr, der bliver slagtet hver eneste dag, og det vil jeg da gerne ændre ved. Så jeg vil ikke bare sige til folk, at det er din egen sag, for det synes jeg ikke, det er, for jeg kan jo ikke acceptere de ting, de står for."

- Hvordan synes du, at veganere er, sådan generelt?

"Hmmm, måske kunne jeg godt savne lidt mere ... . Jeg synes, at veganere godt kan være en smule triste på en eller anden måde. Måske hælder de lidt for meget til, at alting skal være alternativt. Nu kommer jeg måske til at lyde jantelovsagtig, men jeg kunne måske godt savne, at de nogen gange var en smule mere "almindelige". Men jeg ved selvfølgelig ikke, om man ville karakterisere mig selv som "almindelig".... . Nu også det med alkohol f.eks.; det er da ikke fordi jeg synes, at det er fedt at være alkoholiker eller dranker, men ..."

- Så drikker veganerne kogt vand i stedet?

"Ja, og jeg tror også godt, at det kan skræmme nogle fra at blive veganere, for så tror de, at man skal skifte alle sine vaner ud; at man ikke kan gøre de almindelige ting længere."

- Det er måske lidt det dér med, at man siger, at rygere er sjovere end ikke-rygere?

"Det er det måske lidt."

- Kødspisere er simpelthen sjovere end veganere?

[Latter]. "Jae; men det er måske også fordi, at kødspiserne har en tendens til ikke altid at tage livet helt så alvorligt."