Vegana Nyt 3/96 (1. årgang, nr. 3, august 1996), side 11-12

Nekrolog

Farvel til en fantastisk åndelig personlighed og stor dyreven Antony Bates.

Af Kirsten Jungsberg

D. 2. maj 1996 forlod Antony Bates denne verden, som han havde haft så megen modgang i. Døden var let: han følte sig lidt utilpas efter en slem omgang influenza og lagde sig på sengen for aldrig at vågne op igen. Han skulle ellers have været på en rundrejse i Skandinavien og være foredragsholder, men det blev udsat pga. influenzaen.

Det er meget svært for mig at forstå, at Antony ikke er blandt os mere, da han og hans hustru Sita hørte til mine meget gode venner, som jeg har boet hos utallige gange og som jeg følte mig meget nært knyttet til.

Jeg traf Antony og Sita i 1980, da jeg var på rejse i England med mine børn for at lære den veganske levevis nærmere at kende. Vi lejede underetagen i deres dejlige hus i Kew Gardens, som ligger udenfor London.

Vi blev snart budt indenfor og blev meget forbavsede over alle de flotte malerier, som huset nærmest var tapetseret med. Jeg forstod ikke den esoteriske betydning af dem, men alligevel spurgte jeg om han ikke kunne tænke sig at udstille malerierne i Danmark, og sært nok sagde han ja, selv om han slet ikke kendte mig. Senere fortalte Antony, at han og Sita følte en stor tilknytning til Danmark, selv om de på daværende tidspunkt aldrig havde været her. Han besøgte Danmark flere gange, hvor han holdt foredrag og udstillinger rundt omkring i landet.

Antony Bates

Jeg mindes en oplevelse, vi havde sammen med Sita i 1982. Vi var på hans første turné, som var startet i Esbjerg, og som via Århus i pinsen endte i København. Jeg havde fået brev fra en ung veganerpige fra USA, som opholdt sig i en kvindelejr langt uden for Viborg for at protestere mod atomkraft. Hun var meget interesseret i at høre og tale med Antony, så vi besluttede at tage en afstikker og besøge hende. Heldigvis blev vi enige om at lade vor bagage stå på stationen, og vi tog så en taxi ud til lejren, som var uden for al lov og ret - dvs. at der var militærøvelsespladser på begge sider og ingen huse - og pludselig var vi der: kun 4 små telte og så pigen, vi skulle besøge. Fordi hun var den eneste tilbage kunne Antony få lov at komme ind. Vi var ikke just sulte, men kunne ligesom ikke afslå at drikke urtethe med vand varmet i en konservesdåse over et bål. Både Sita og jeg var nok lidt sarte, men vi sagde pænt nej tak, da hun tilbød os et stykke kage, som hendes rotte havde bidt i. Antony syntes ikke, han kunne være andet bekendt, så han delte med rotten. Hun var en meget spøjs person, denne pige, men absolut én man lagde mærke til, fordi hun havde barberet halvdelen af håret væk og farvet den andel halvdel knaldrødt og klippet det i tjavser. Det tøj, hun havde på, var meget beskidt og i laser. Lejren var meget primitiv uden el og vand, og Antony, som havde troet, at han skulle vise sine lysbilleder, blev noget skuffet. Der var kun det bare gulv at sidde på, hvorfor Sita og jeg blev stående, medens vi drak theen. Vi havde været så forudseende at bestille taxaen til at hente os kl 19.15, så vi kunne nå toget til Århus. Men allerede kl. 16 var vi på vej tilbage og brugte som undskyldning, at Sita manglede sine piller og havde mange smerter og så gik vi bare ud ad landevejen og troede, at vi kunne komme til Viborg, selv om der ikke gik nogen bus. Men der kom kun militærkøretøjer, og dér gik vi i så i den varme sol og var godt trætte - ikke engang et hus var der, hvor vi kunne låne en telefon. Da vi havde gået flere timer så vi endelig en taxa, og vi stoppede ham og bad ham køre os til Viborg, men det kunne han ikke fordi han skulle hente nogle i lejren - men det var jo os - så han kørte os til Viborg. Vi var blevet en meget speciel oplevelse rigere, men jeg var noget ked at det og spekulerede meget på, om Antony ville komme på besøg i Danmark en anden gang efter den modtagelse i lejren.

Antony har også besøgt og givet foredrag i Sverige, hvor han fandt mange gode venner. Antony var veganer i over 50 år af kærlighed til dyrene, og han har også lavet et stort arbejde for forskellige dyreværnsforeninger og kosmetikfirmaet Beauty without Cruelty, som var det første kosmetikfirma, der ikke brugte forsøgsdyr eller animalske ingredienser. Det var Lord Dowling og hans hustru, der startede firmaet efter 2. verdenskrig, da de fandt ud af hvor mange forsøgsdyr der blev brugt i kosmetikindustrien. Antony's maleri af Lord Dowling har den hæder at hænge i et ministerium, men det er også et af de få malerier, han har solgt. Ellers beholdt han alle sine malerier selv i det håb, at de alle engang kunne hænge samme sted. Vi talte tit om, at det måske kunne blive i Danmark, fordi mine tanker om et vegetarisk kulturhus eller center jo ikke er af nyere dato.

Jeg besøgte Antony og Sita mange gange og nød deres store gæstfrihed - bl.a. kan jeg huske dengang, jeg besøgte ham til hans fødselsdag. Jeg var flere timer forsinket, og han bare ventede på mig, selv om han havde gæster og jeg sagtens kunne finde hjem til dem. Den sidste gang jeg besøgte dem var i forbindelse med 50-årsdagen for Veganforeningen i England i november 1994.

Desværre kunne jeg ikke deltage i hans begravelse, men jeg håber at besøge Sita og deres søn Glen senere i år. Antony Bates var pensioneret fra Kunstakademiet i London, og hans store talent som maler kom til sin fulde ret i hans kunstneriske åndelige fortolkning og hans store kærlighed til dyrene og medfølelse med den måde, de bliver behandlet på. Da han var 17 år traf han John Todd Ferrier, som han blev meget inspireret af og brugte det meste af sin tid til at udbrede kendskabet til den esoteriske kristendom.

Foruden flere hundrede malerier, der alle har et budskab til menneskeheden, har han skrevet et utal af bøger, pjecer, digte (flere er der sat musik til) og skuespil. Det var Antony, der lavede logoet til den 2. veganfestival, og hans skuespil Black Cross Lodge blev opført for første gang 9. august 1985 på veganfestivalen i Kosmos Ferieby, Nykøbing Sj, og blev opført af deltagere fra 6 lande under instruktion af Tove Wisborg.

Antony Bates var en beskeden person, der ikke blev hædret mens han levede. Selv om han ikke lever mere blandt os, så gør han det alligevel. Han har efterladt os så mange ting, som vi bare kan bruge, og som jeg af hjertet håber snart blive oversat.

TAK til et stort menneske, for alt hvad han gjorde for dyr og mennesker - og fordi vi måtte lære ham at kende.

ÆRET VÆRE HANS MINDE