Vegana Nyt 2/98 (3. årgang, nr. 2, august 1998), side 14
Restaurant guide
Den Røde Cottage
Strandvejen 550
2930 Klampenborg
Tlf. 39 90 46 14
(anmeldt af Patricia Christensen)
I et tidligere blad var der en, der efterlyste en vegetar restaurant med nogle dyrere, anderledes retter, hvis man skulle ud og spise "fint". Jeg har faktisk haft de bedste erfaringer på ganske almindelige gode restauranter, der har lavet en vegansk ret efter bestilling. De fleste steder er kokken faktisk ganske villig til at lave en "anderledes" ret og ser ud til at synes, at det er en spændende opgave, bare bestillingen fås i god tid.
Min absolut bedste oplevelse indtil dagsdato var på Den Røde Cottage en sommeraften for nylig. Maden var bestilt nogle timer forinden, og det viste sig at være ualmindelig lækkert. Først kom en (gratis) overraskelse i form af en fin lille skål gazpacho suppe. Tit herhjemme er denne kolde spanske grønsagssuppe en blandet fornøj-else uden harmoni i smagssam-mensætningen, men denne version var som den laves i Spanien - simpelthen perfekt. Og så kom hovedretten - en "bold" formet af flade brune champignons rundt om en blanding af bl.a. spinat, kantereller og shitake svampe omkranset af forskellige grønt-sager og serveret med delikate små nye kartofler. En spændende, kreativ komposition, der smagte himmelsk. Desserten bestod af sorbet is og enkelte frugtstykker. Alt var yderst smukt anrettet - en nydelse for synet og smagsløgene.
Den Røde Cottage er blandt de dyre restauranter - 210 kr. for de 2 retter - men det er alle pengene værd. Et højst anbefalelsesværdig spisested, hvis man vil spise gourmet mad i topklasse og nyde stemningen i det gamle hus med udsigt til bøgeskoven (Dyre-haven). Husk bare at forudbestille retten, hvis du vil spise vegansk - som kokken sagde, det giver ham tid til at få inspiration.
Cascabel
Store Kongensgade 80-82
1264 København K
Tlf. 33 93 77 97
(anmeldt af Niels-Ebbe Dam)
Cascabel har åbnet der, hvor Livretten lå tidligere. Selv om det ikke mere er en vegetar restaurant er menukortet for en meget stor del vegetarisk og meget spænd-ende. Råvarerne er så vidt muligt økologiske. Foruden supper, sandwich, tærter, kager, desserter og en lang række forskellige salater findes 3 vegetariske varme retter, hvoraf den ene er vegansk. Retterne udskiftes med få dages mellemrum. Maden er særdeles veltillavet og flot anrettet med mange spændende ingredienser. Den veganske ret, som jeg prøvede, var meget velsmagende.
Restauranten drives af Helle Overgaard, som sørger for en meget professionel, men samtidig også sød og venlig betjening. Hun er uddannet som kok i Danmark og har mere end 10 års erfaring fra arbejde på en lang række vegetariske restauranter fortrins-vis i England.
Lokaliteterne er overalt meget rene og der er dejlige malerier på væggene.
Jeg kan på det varmeste anbefale at besøge stedet.