Vegana Nyt 2/98 (3. årgang, nr. 2, august 1998), side 10-12

Hvorfor veganer? Kommunikation og dyrevelfærd

Af Thomas Thomsen

På sidste generalforsamling var der røster fremme om, at vi i Vegana skulle passe på ikke at blive for fikserede på sundhed og veganer-opskrifter og derved glemme det, som egentlig driver mange af os til at blive veganere: etikken. At vi finder det etisk uacceptabelt at opdrætte levende væsener med det ene formål at slå dem ihjel og fortære dem.

Det følgende falder i to dele: lidt om kommunikation, og nogle facts om dyrevelfærden (eller mangelen på samme) i det industrialiserede danske landbrug. Det første handler om dagligdagssituationerne, og om hvordan og hvornår man bedst kommunikerer med ikke-veganere, mens det sidste er en række fakta, primært taget fra den meget informative bog Husdyrvelfærd og husdyrproduktion (Landbrugs– og Fiskeriministeriets Forskningssekretariat, 1995).

Kommunikation

Hvorfor veganer? Dette spørgsmål er der givetvis lige så mange svar på, som der er veganere. Nogle er veganere, fordi de synes, at det er synd for dyrene at opdrætte/spise dem; andre fordi vegansk mad er sundere, endnu andre fordi det er mere lækkert, og endnu andre af religiøse eller spirituelle grunde. For ikke at glemme alle dem, som er allergiske over for kød, mælke-produkter eller æg. Og så er der også dem, som bare synes, at de har en bedre fornemmelse i kroppen, når de spiser veganermad, end når de mæsker sig med t-bone-steaks, spejlæg og flødesovs.

Oven i det er der måske også en gruppe, som nærmest har glemt, hvorfor de er veganere, eller i hvert fald er blevet så trætte af at diskutere det, at de ikke orker mere og bare svarer: fordi! Vi har sikkert alle sammen prøvet at blive et middagsselskabs modstræbende midtpunkt, idet alle omkring-siddende højlydt diskuterer vegan-ismens fordele og ulemper, mens man selv ville foretrække blot at kunne spise sin mad i fred og tale om andre ting.

Ikke at veganisme er uinteressant - det er blot uinteressant at diskutere det med folk, hvis mening-er ikke lader sig bøje, og som egentlig er mere pikerede end interesserede. Pikerede, fordi de opfatter det at være veganer som en anklage eller provokation og derfor føler sig kaldet til at forsvare deres egen levevis og madvaner, (som om de på forhånd havde tænkt nøjere derover).

Hvorom alting er, så er det formentlig en kendsgerning, at mange veganere – inklusive under-tegnede – ikke altid finder det nemt at diskutere veganisme på en ordentlig måde, uden at nogen føler sig pikerede, og uden at man selv føler sig frelst eller underlig. Lad os f.eks. sige, at det i stedet handlede om, at man ikke spiste sukker, fordi man var diabetiker. Så ville man blot sige – når lagkagen blev båret ind – at man desværre måtte stå over. – "Jamen kære, er der da slet ikke plads til lidt kage?". – "Njo, men jeg har desværre sukkersyge". – "Nåeh sådan – det var da ærgerligt". – "Tja, men det vænner man sig nu hurtigt til."

Prøv så at forestille dig, at det i stedet handler om, at du ikke vil spise kagen, fordi den indeholder fløde. Vi tager den lige igen: – "Jamen kære, er der da slet ikke plads til lidt kage?". – "Njo, men jeg spiser ikke animalske produkter". – "Hvad mener du – der er da ikke noget animalsk i den kage." – "Øhm, der er da f.eks. fløde i". – "Nåja, men fløde er da ikke animalsk". – "Jo, det er det da, det kommer fra køer". – "Hm, men det er da dyrplageri ikke at malke køerne...".

Vi kan nok resten af replikkerne, som meget hurtigt kommer til at handle om dyreetik og landbrugs-produktion, og pludselig er den hyggelige stemning fordampet, til fordel for en følelse af, at nogle føler sig pikerede og sat på en ufrivillig anklagebænk. Derfor vælger mange sikkert at sige, at de f.eks. ikke kan tåle mælkeprodukter. Men måske kunne man forsøge sig med blot at sige, at man ikke bifalder landbrugets moderne produktions-metoder, og så lukke diskussionen dér. Hvis der så er nogen, som vil have det uddybet, kan man måske svare, at dét kan man måske tale om senere – og at man grundlæggende blot synes, at dyrene behandles forkert.

Alt dette sagt, fordi det følgende vil indeholde en kort gennemgang af de dyreværnsmæssige grunde til ikke at spise kød, mælkeprodukter og æg. Jeg synes selv, at det som veganer er vigtigt at kende til disse ting, da det er et argument, som næsten alle kan forstå, og som de fleste føler, at de bør forholde sig til og i det mindste have en mening om. Dermed ikke sagt, at man skal braldre ud med nedenstående ved førstkommende middagsselskab eller familiesammenkomst. Jeg ved personligt ikke noget værre end fanatikere og folk, som ikke kan tale med humor og selvironi om deres holdninger og overbevisninger. Særligt for begynder-veganeren er dette et problem, da veganismen i begyndelsen optager en stor del af ens tanker og dagligdag. Således vil man gerne have sin levevis og livsstil afprøvet og udfordret i konkrete diskussioner med folk med andre meninger (givetvis fordi man selv inderst inde føler sig lidt usikker).

Derfor: kendsgerninger er gode at have i baglommen som trumfkort, men spil dem først ud, når lejligheden virkelig byder sig, og når du forventer en reel lydhørhed over for dine synspunkter. Det er således ikke anbefalelsesværdigt at fyre kendsgerningerne af under næste frokost med arbejdskollegerne. Hér bør man huske på, at kollegaen måske lige præcis sidder med et stykke flæskesteg inde i munden, i det øjeblik hvor du påbegynder din prædiken om opbundne søer og burhøns. Hvad du siger, er indirekte at flæskesteg er et væmmeligt, uetisk og halvgiftigt produkt, og derved får din kollega naturligvis en dårlig smag i munden. Dette er formentlig ikke den rette måde at kommunikere sit budskab ud på. Vent i stedet til fredag eftermiddag, hvor han/hun kommer ind og af oprigtig interesse spørger, hvorfor det nu egentlig er, at du altid spiser salat til frokost. Så kan du stille og roligt forklare hvorfor, og måske gøre brug af nogle af de nedenstående fakta (som til dels også kan findes i artiklen "Mælk og æg – problemer og alternativer", Vegana Nyt 1/96).

Dyrevelfærd

Når vi taler om kød, så "produceres" der her i Danmark først og fremmest grise, kvæg og høns. En række andre dyrearter kunne også nævnes, men disse tre er trods alt de vigtigste. I de sidste par år har der været megen fokus på dyrevelfærd, og det er således nok de færreste, som ikke ved, at der er problemer med velfærden for grise, kvæg og høns. Men der er nok alligevel god grund til at repetere problemerne.

Grise

Grise lever i det almindelige danske industrilandbrug et aldeles rædsels-fuldt liv. I en svinefabrik stuves slagtesvinene sammen i stier med et areal pr. gris ned til, hvad der svarer til fire ølkasser sat ved siden af hinanden (0.60 m² pr. gris), og de lever på et goldt spaltegulv uden mulighed for basal adfærd som at rode i jorden, bide i rødder eller sølebade, med kronisk stress, halebid, slagsmål, stereotyp adfærd og nedsat resistens (modstands-dygtighed mod sygdomme) til følge. Hvad søer angår, er produktionsformen om muligt endnu mere ubarmhjertig, idet søerne fikseres (opbindes), bl.a. for ikke at ligge smågrisene ihjel. Smågrisene tages fra moderen efter to til fire uger, selv om de i naturen bliver ved med at die ved moderen i 10–12 uger eller mere. Den tidlige fravænning nødvendiggør derfor, at de i en efterfølgende periode gives antibiotika for overhovedet at overleve. Miljøbelastningen af det omgivende område (ikke mindst grundvandet) er meget stor.

Kvæg

Med god brug af sin indbildningskraft kan man muligvis narre sig selv til at tro på, at mælk er noget, der bare strømmer uhindret fra koen, og at det jo er dyremishandling ikke at malke køerne. Aftalen synes således at være følgende: mennesket giver koen græs, og koen giver mennesket mælk. Hvis køerne behandles ordentligt, er det vel ikke så galt? For vi slår jo da ikke ihjel for at få mælk?

Det er faktisk et godt spørgsmål, for der er ofte en detalje, som særligt byboere har en tendens til at glemme eller fortrænge: kalvene. Køer skal ligesom kvinder have været gravide for at producere mælk, og derfor er malkekøer i det danske intensive landbrug konstant drægtige. Når kalven er født, tages den brutalt fra moderen med det samme, selv om kalven i naturen går ved moderen i 8–15 måneder. De mest uheldige af kalvene bliver til tremmekalve i Holland (30.000 kalve eksporteres årligt til Holland i 2–4 ugers alderen og opdrættes med pulvermælk under hårrejsende forhold), mens de mere "heldige" ender i enkeltbokse i 8–12 uger, uden mulighed for social kontakt med hverken moderen eller andre artsfæller. Kun halvdelen af kalvene kommer ud på græs om sommeren, og efter opholdet i enkeltboksene opbindes en fjerdedel af kalvene (så de fortsat er uden mulighed for social kontakt), mens resten placeres i små fællesbokse. De små kalve afhornes med glødende jern. Tyrekalvene slagtes ca. 10 måneder gamle; kviekalvene opdrættes i to år, hvorefter de overgår til mælkeproduktion. Hvad malkekøerne angår, står 85% af de danske køer bundet, og 32% af dem kommer ikke engang ud på græs om sommeren, men tilbringer hele livet indendørs i det golde og stimulusfattige staldmiljø.

Malkekøerne bliver slagtet, når de ikke længere yder tilstrækkeligt – typisk efter ca. fem leveår (i løbet af hvilke de i gennemsnit har haft 2½ kalvefødsler hver). At det at drikke mælk ikke involverer drab på dyr skal således tages med et stort forbehold, for en sådan påstand er simpelthen ensbetydende med, at man ikke har fået hele regnestykket med. Der er ganske vist ikke direkte drab i et glas mælk, som der er det i en skive spegepølse, men et glas mælk indeholder til gengæld mange lidels-er og mange indirekte drab på både køer og kalve.

Økologisk mælk er oftest produceret under bedre forhold end konventionel mælk, med mere dyrevenlige krav til opstaldning og pas-ning. Men det ændrer dog ikke ved, at tyrekalven set med mælkeproducentens øjne er og bliver et "biprodukt", som bliver slagtet i en meget ung alder.

Til sidst skal man også huske, at der bruges osteløbe til megen ostefremstilling. Osteløbe udvindes af kalvemaver.

Kyllinger

Nu er det nok de færreste, som ikke har hørt om buræg. Men altså: i begyndelsen af 1990erne kom 90% af alle danske æg fra bure, og de produceres ved at kramme hønsene ind i små bitte bure, hvor de dårligt kan røre sig. Sådanne produktionsmetoder er naturligvis barbariske, da hønsene f.eks. hverken kan hakke i jorden, støvbade eller udøve anden basal adfærd og derfor piller fjerene af hinanden i stedet. Det yderste af kyllingernes næb skæres eller brændes desuden af på de daggamle kyllinger for at forhindre udbrud af spontan kannibalisme.

Fritgående og særligt økologiske æg er bedre, men der er dog ikke tvivl om, hvor også disse dyr ender, når de ikke længere producerer nok: på slagteriet. Men altså: hvis man f.eks. selv kan have høns gående under gode forhold og lader dem leve, til de dør af sig selv, vil en række af veganerens indvendinger – omend ikke alle – mod brug af æg falde bort, men det er bare ikke sådan, det foregår i 99 ud af 100 hønsegårde. Så også hér er man som ægspiser indirekte medvirkende til drab på dyr, lige meget hvor lidt det ellers føles sådan. Og så skal man desuden også lige huske på, at alle de æg, som bruges i forarbejdede madvarer (kager, tærter, mayon-naise, pasta osv. osv.) er buræg, hvis intet andet er angivet.

Med hensyn til æg og kyllingekød fra fritgående eller økologiske kyllinger skal man vide, at der i store fritgående flokke nemt kan opstå aggressioner, således at svage høns simpelthen bliver hakket ihjel. Dette skyldes, at hønsene ikke er i stand til at etablere en velfungerende hakkeorden i disse store flokke. Denne kannibalisme er et meget stort problem, og det siges f.eks., at en kyllingeflok ikke bør bestå af mere end 100 individer, hvis man vil undgå disse aggressioner.