Vegana Nyt 2/98 (3. årgang, nr. 2, august 1998), side 4-6

Veganisme set gennem en clairvoyants øjne - et jordnært og spirituelt syn på ernæring

Her kan du læse om et tankevækkende foredrag, der blev holdt d. 15. maj 1998 i Veganas régi.

Foredrag af Helen Eriksen - refereret af Cecilia Dræger

Da jeg, efter at have forsøgt forskellige døre, endelig fandt den rigtige, havde foredraget allerede stået på i ca. 20 min. Det foregik i et lokale, der var på størrelse med en skolestue og fyldt med tilhørere. Det første jeg hørte var noget med "mere end 5%". Senere fandt jeg ud af, hvad det handlede om.

For enden af lokalet stod en ung kvinde med lyst strithår og fortalte med hele kroppen om kost og ernæring af såvel den fysiske krop som af sjælen. Eller hvad man nu skal kalde det? Om man skal kalde det sjælen, bevidstheden eller ånden. Siden har jeg lånt en båndoptagelse af foredraget, som startede med en præsentation.

Helen Eriksen har været vegetar i 17 år og veganer i 8. Hun vejleder i kost og ernæring og åndelig udvikling ved hjælp af sit medfødte klarsyn. Derudover er hun medforfatter til bøgerne "Livets træ og menneskets rødder" 1 og 2, der handler om, hvordan mennesker udvikler sig i 7 års perioder.

Hun er inviteret til at komme og fortælle om sit syn på veganisme i Danmarks Veganerforenings régi i Nørre Allés Medborgerhus d.15 maj 1998.

"Veganisme er ikke en diæt. Det er en livsstil og det skal komme indefra"

Det skal komme indefra

Som noget af det første pointerer Helen, at veganisme ikke er en diæt. Det er en livsstil og det skal komme indefra. Hun har set mange blive smågrå af at være veganere, og det er bestemt ikke meningen. Alt andet end det! Så er det ligefør, at hun tror det er sundere at spise kød.

Når folk så bliver spurgt om, hvorfor de er veganere, så er det oftest fordi det er noget, de har hørt eller læst om skulle være sundt. Hun forærer for tiden tit en cd væk af Palle Mikkelborg, der hedder "Anything but grey", fordi hun synes den udtrykker så fint hvad hun mener. Lidt mere accept af, at der faktisk er masser af mennesker, der spiser kød og drikker mælk, det kunne hun også godt tænke sig.

Muligheden for at udnytte sit fulde potentiale og den bevidsthed man har

Forskellen på at være veganer og at være kødspiser er, at det at være veganer giver én mulighed for at udnytte sit potentiale fuldt ud. Hvilket, hun selv indrømmer, er en gevaldig påstand.

I bund og grund er alt energi og vibrationer. Alt står og svinger; håret, solbrillerne, bordet, lokalet ..... det hele. For at forklare forskellen på animalsk og vegeta-bilsk føde kan man sige, at animalsk ernæring vibrerer på et lavt svingningstal, hvilket også vil sige, at det er svært fordøjeligt. Vegetabilsk ernæring vibrerer på en højere frekvens. For at illustrere hvilken betydning det har for kroppen og psyken, kan man forestille sig, at man selv vibrerer på f.eks. 100. Hvis man spiser noget, der vibrerer på et lavere svingningstal, bliver man trukket tilsvarende ned i energi både fysisk og psykisk. Der sker også det, at når man spiser lavt vibrerende mad, så tager det toppen og bunden af følelserne. En god solid ostemad tager toppen og bunden af følelserne, en flæskesteg tager toppen og bunden af følelserne. Hun kom ind på alkohol, som ændrer menneskers energi. Der er langt længere ind, der er langt flere attituder man skal igennem, langt færre klare blikke, langt mindre intensitet, det kan være langt sværere at etablere et kemisk sprog ........... der er langt!

Når man spiser vegetabilsk føde, spiser man føde, der i langt højere grad vibrerer på ens egen frekvens, hvilket betyder, at man bruger langt mindre energi på at fordøje. Det er faktisk minimalt, hvad man bruger, og ens energiniveau og bevidsthedsniveau bliver ikke trukket ned. Man har meget mere energi til rådighed til at være "sig" af. Og det er på en måde en af de store pointer i dette foredrag, at det drejer sig om at være sig selv så meget som muligt og fylde sit eget rum ud - det rum, der er een værdig. Når vi gør det, er der ingen der kan vælte os. Og det vi går og tænker på som vore grænser opfatter vi ikke mere som grænser, men måske som blomster, der kan plukkes. Det bliver lettere, når vi begynder at kunne se andre gøre det omkring os, så vi tilsidst lige pludselig alle sammen fylder vores rum ud og giver andre lov til at se det der er vore særlige egenskaber. Og så bliver det rigtig sjovt.

"Principperne for hvordan frugterne, grøntsagerne, nødderne osv. vokser overføres til os når vi spiser dem."

Psykisk ernæringsinformation - den fulde historie

Det, som kendetegner den vegetabilske ernæring, er det, som Helen kalder for den psykiske ernæringsinformation. Hvis vi tror at vi kun spiser vitaminer, mineraler, proteiner, mm. når vi spiser, så er det ikke den fulde historie. Principperne for hvordan frugterne, grøntsagerne, nødderne osv. vokser overføres til os når vi spiser dem. F.eks. frugter, det kunne f.eks. være et pæretræ. Det vokser selv, samtidig med at det giver sin frugt. Den information bliver givet videre til os, når vi spiser en pære: "Hvad med f.eks. at give samtidig med at du selv vokser? Har du tænkt på det fornylig?". Når vi spiser oliven, kirsebær, avocado og andre frugter med en kerne, bliver vi til gengæld mindet om vores egen kerne, og det styrker vores selvfølelse.

Hvis jeg f.eks. vibrerer på 80 som maximum, så vil det være naturligt, hvis jeg er et sundt, raskt, intuitivt menneske at vælge at spise noget, der også vibrerer på omkring 80. Jeg vil fornemme at jeg skal have det der og det der, men ikke det der og det der. Hvis man f.eks. er ude at spise hos nogen og spiser noget man godt ved ikke er det bedste for en, så sker der det, at der rent vibratorisk, rent kemisk går informationer ud til kirtlerne. Kirtlerne producerer hormoner. Hormonerne transporterer bevidst-hed rundt i kroppen. Summa summarum, er der lige pludselig gået besked ud til hele vores system, for alle celler fungerer efter det holografiske princip. Dvs. min lilletånegl er fuldstændig bevidst, om hvad der foregår i resten af kroppen. På det her tidspunkt sker det så, at mange mennesker får et drop mindre selvværd eller en mindre positiv tanke, eller de begynder at få fysiske symptomer.

Det Helen gerne vil sige med det er, at det rent vibrationsmæssigt handler om at være tro mod sig selv, og her er der stor forskel på at være veganer og at være kødspiser. Især hvis man ser på konsekvenserne efter et halvt menneskeliv. Dem der startede med at ligge på 80, ligger ikke mere på 80. Indenfor moderne psykologisk forskning snakker man i forvejen om, at vi kun bruger 5% af vore samlede psykiske ressourcer. Hvis man så oven i købet forestiller sig, at man spiser underlødigt vil man jo ligge og rasle rundt nede omkring et par procent. Og så er det ikke så underligt at sundhedsvæsenet har det som det har det, at folk går og skrænter og lider af astma og allergi og knogleskørhed osv. Når Helen er ude omkring, synes hun ikke, at hun ser særlig mange klare øjne og særlig mange lysende mennesker. Og det kunne være helt anderledes. Der kunne stråle over hele linien.

"Der sker det, at hvis man i længere tid har spist på en måde, der er i over-ensstemmelse med den bevidsthed vi har, så siger sjælen: 'Det er fint. Jeg tror jeg lukker op for posen'".

Helen fortæller om et projekt hun har haft med unge arbejdsløse og kommer i den forbindelse ind på, hvordan det kan være, at det virker så oprørende på folk at skulle ændre deres spisevaner. Det er egentlig ikke smagen, måske til nød konsistensen. Nej,. Det er det, at det vil ændre deres bevidsthed og dem selv, ihvertfald en lille smule. Det er ikke en diæt Det er spændende at se, hvad der sker, især når vi slipper de ting vi er rigtig hooked på. Hun er over-bevist om, at vi vil kunne gå fra 5% til 30% i udnyttelsen af vores potentiale. Og det er det veganer-ernæring kan med de psykiske ernæringsinformationer, der cir-kulerer rundt i kroppen. Der er afregning ved kasse 1 méd det samme. Det fungerer så fint det her. Man kan aflæse det i sine drømme allerede samme nat.

Hvor kommer kræfterne fra ?

Hvor kommer kræfterne fra ? Ikke altid derfra hvor vi tror. Kraft det er også psykisk energi, og den kommer når vi begynder at bruge af det potentiale, hvoraf vi nu kun bruger 5%. Og ernæring er et kæmpe brækjern i den retning. Meget mere end vi tror. Det der sker er, at når kirtlerne tager imod information fra vores ernæring, så går der via hormonerne bud til centralnervesystemet, og det vil også sige til de dybere liggende lag af hjernen. Det er noget der foregår vibratorisk og kemisk på en gang, for det er to sider af samme sag. Der sker det, at hvis man i længere tid har spist på en måde, der er i overensstemmelse med den bevidsthed vi har, så siger sjælen: "Det er fint. Jeg tror jeg lukker op for posen". Og det er der, vi kan begynde at gå over de 5%, det er der der udvikles ny talentmasse. Der vil i sindet blive udskilt det, vi kunne kalde nye talentkerner. Dvs. nyt bevidst-hedsmateriale som vi kan begynde at arbejde med. Og her begynder Helen også at tale om konsekvens. Og med det mener hun ikke at leve sundt. For det tror hun ikke holder en meter. Det skal komme af lyst. Det skal komme af en ubændig trang indefra. Hun har som sagt set nok af mennesker blive smågrå, og det tror hun bestemt ikke er særlig bevidstheds-udvidende.

"Det skal komme af lyst. Det skal komme af en ubændig trang indefra."

Tilbage til det med hvor kræfterne kommer fra.

Når man f.eks. ser ind i folks køleskabe, så er det sjældent man f.eks. ser rodfrugter med jord på, som det er besværligt at rense, og bønner som skal hakkes og nippes i enderne. De grønsager som er lidt besværlige at tilberede, dem bliver der tit gået udenom. Men det betyder, at der er nogle nuancer vi ikke får med, at der er nogle sider af vores bevidsthed, der ikke bliver hevet frem. F.eks. når vi spiser kål, der har så utroligt mange fine lag, så bliver vi, når vi taler ernærings-psykologisk, mindet om vores egne lag. Vi får den besked: "Hallo, hvor mange lag er det nu egentlig du har?" Og der er mange forskellige slags kål. Der er rødkål og hvidkål og rosenkål. Farven er nemlig heller ikke uvæsentlig. Farve er nemlig energi i bevægelse. Dvs. dér er der også nogle nuancer at hente. Det er ikke ligegyldigt om vi spiser hvid mad, eller grøn, eller blå mad. Der er farver knyttet til forskellige bevidsthedsområder i kroppen, og det er ikke tilfældigt hvilken farve, der er knyttet til hvilken del af kroppen. Det har simpelthen noget at gøre med at f.eks. de bevidsthedsaspekter, der korre-sponderer med vores brystområde, de bliver grønne når de er i bevægelse. Hvis man vil stimulere det område, er det derfor en god ide at spise grøn mad.

Brystområdet er i det hele taget et område, som Helen gør meget ud af, fordi det har med livsglæde at gøre. Der sidder inde i brystet en kirtel, der hedder brislen. Når vi bliver født er den stor, men når man obducerer ældre mennesker, kan man nogen gange slet ikke finde den, eller også er den meget lille. Og sådan er det slet ikke i alle kulturer. Den kirtel lever af livsglæde. Ernæring er ikke kun det vi spiser. Det kan være mennesker, vi er sammen med, der nærer os. Den form for ernæring er også vigtig. Livsglæde er en indikator for, hvordan vi egentlig bruger os selv og vores bevidsthed, veganer eller ej. Buskmændene i Kalahariørkenen, som Helen har boet hos, dyrker et ritual, hvor de klapper sig selv på brystet. Og de bliver ved længe. Dels sker der det at de får mere energi. Når de får mere energi, begynder de at få kontakt med deres naturguder, og så begynder de at kunne spå om fremtiden og få visioner. Men sidst men ikke mindst, så minder det dem om essensen ved at leve, glæden ved at være i live.

Vi var efterhånden nået til afdelingen for spørgsmål og te og kage. Aftenen var ved at være slut. Der blev talt og spurgt om mere end der er plads til at tage med her.

Som noget af det sidste i foredraget citerede Helen Platon: "Den, der på den smukkeste måde kan forbinde åndelig dannelse med kropslig formåen og kan gøre dem tjenlige for sjælen, han er efter vor mening det fuldendt dannede og harmonisk formede menneske" (Platon 427-347 f.Kr.).

[Hvis du er interesseret i at høre det fulde foredrag, kan du købe det på bånd ved henvendelse til Vegana på 70 20 05 10. Pris: 50 kr.]