Vegana Nyt 1/99 (4. årgang, nr. 1, marts 1999), side 3
Forord
Kære læser,
Foråret er på vej. Det kan jeg høre hver morgen, når jeg bliver vækket af fuglenes kvidren selv om temperaturerne viser noget andet.
Vi har en blandet blomsterbuket med til jer i dette nummer af bladet. Nogle gode nyheder i form af et nyt kosttilskud med solmodne grønsager og frugter, samt en hel del spændende opskrifter heriblandt gourmet veganermad og lidt om Martinus' syn på kost.
Også nogle mindre gode nyheder, men ikke desto mindre vigtige at tage stilling til, også som veganer: bl.a. et kunstigt sødemiddel, der viser sig at være den rene gift, og debatten om gensplejsede planters påvirkning af vores immunsystem.
For at rette lidt op på al denne elendighed, har vi en ny fast spalte "Det vilde hjørne" med oplysninger om de sundhedsgivende vilde planter som vi snart kan gå ud og plukke og meget mere ..
Vi håber, at bladet vil falde i din smag og/eller få dig op af lænestolen med et læserbrev til redaktionen. Det har vi nemlig også brug for, hvis vi skal levere et produkt som du, som læser, fortsat kan være tilfreds med.
For snart længe siden har vi lovet en "intern" adresseliste for dem, som ønsker at kunne skabe kontakt med andre fra Vegana. Desværre har vi aldrig fået lavet den, selvom der var flere, der indsendte navn og adresse. Vi henviser i stedet for til et nyt initiativ: venskabsklubben for veganere, vegetarer og makrobiotikere, som er præsenteret her i bladet.
Vegana har lige holdt generalforsamling, men mere om det i den følgende beretning.
Vi vil hermed gerne bringe en stor tak til de mange, der har givet gaver til Vegana ved at betale ekstra kontingent. Det varmer.
På bladredaktionens vegne, vil jeg ønske dig et sprudlende, livgivende forår med masser af frisk smag og solskinsvitaminer i din mad og i dit liv.
Patricia Christensen
Medredaktør

En appel fra Veganas formand
D. 26. februar 1999 havde vi generalforsamling. Vi var 12 fremmødte, og det er vist meget "pænt" i fht., at generalforsamlinger ikke er nogens yndlingssport, og foreningens størrelse taget i betragtning.
Desværre er der fire bestyrelsesmedlemmer, Dennis, Niels-Ebbe, Patricia og Peter, der ønskede at træde ud. Herfra skal der lyde en tak til jer for det arbejde I hver især har formået at yde.
Ved valget (til bestyrelsen) fik vi et nyt medlem ind, nemlig Agnete Wendelboe Nielsen. Det er vi glade for, men ingen ønskede at stille op i stedet for de tre andre udgående bestyrelsesmedlemmer!
Man kan tolke den manglende interesse for at lave et bestyrelsesarbejde som tegn på, at det er tid til at bryde op og lave andre strukturer/samarbejdsformer.
Nogen siger: jamen, det er altid svært at få nogen til at gå ind i bestyrelsesarbejde. Ja men så må vi jo tage det til efterretning og lave en anden form, der passer os, som vi lever og trives ved.
Foreningsformen med bestyrelse er en gammel form, som måske trænger til at blive revideret. Men vi kan, for mig at se, ikke undvære den helt endnu, da vi for at "være nogen i samfundet" har brug for at sige: "Vi kommer fra veganerforeningen vi vil godt søge om penge, osv. osv."
Der er gode kræfter, som arbejder i Vegana, så foreningen er ikke ved at sygne hen. Der er livskraft og grobund.
Ud fra disse overvejelser kunne strukturen være et lille forretningsudvalg på 3 personer, som holder ganske få møder om året, indtil der er kommet flere kræfter i Vegana. Når det sker, kan vi lave et kollegium, hvor alle har et ansvarsområde og lige meget ansvar for, at foreningen fungerer. Den eneste traditionelle rolle, der er tilbage, er kassererjobbet, og den skal være besat både i et forretningsudvalg og i et kollegium.
Vi er i en opbygningsfase, hvor det handler om at knytte så mange som muligt til de forskellige arbejdsgrupper, som i øjeblikket består af bladgruppen og foredragsgruppen. Vi vil gerne have en PR-gruppe, som bl.a. skal tage sig af vores hjemmeside på Internettet og Veganas folder. Folderen skal revideres og spredes ud over hele landet; der skal skrives om Vegana i andre blade, og hvad man overhovedet ellers kan finde på af PR-arbejde.
Konsekvensen af den manglende bestyrelse bortset fra den siddende formand Ellen Schmidt, og det nye medlem Agnete Wendelboe er Ekstraordinær Generalforsamling, mandag d. 12. april kl. 19.30 (se s. 27 for adressen). Mød op hvis du synes veganerforeningen skal fortsætte og kom med dine værdifulde tanker, råd og inspirationer.
Hvis du bor for langt væk, så ring eller skriv til os det er heller ikke umuligt at sidde i forretningsudvalget eller være kasserer, når man bor uden for København. Vi glæder os til at se jer!
Mange hilsner
Ellen Schmidt
Formand