Vegana Nyt 1/99 (4. årgang, nr. 1, marts 1999), side 22-23

Det er aldrig for sent .......

Her bringer vi et interview med Else Skaanning. Hun er medlem af veganerforeningen og den veganske spiseklub. Her fortæller hun om, hvordan hun helbredte sig selv for gigt igennem en vegetarisk/vegansk levevis, lige før en hofteoperation havde været nødvendig

Af Cecilia Dræger

– Du fortalte at en læge i Viborg havde sagt til dig, at din historie kunne have interesse for andre.

– Ja, jeg var på Råstrup Kursted ved Svendborg, som desværre er gået ned. Og dér gør man det, som man gør på mange af de her kursteder, at holdet der kommer om aften sætter sig i en rundkreds. Der fortæller man lige kort, hvorfor man gerne vil være på kurcenteret og hvad man gerne vil opnå ved det. Og der sagde han til mig, at sådan en historie som min skulle spredes ud til hvem, der overhovedet gider at høre på den. Og det gør jeg gerne.

– Hvad var det, der efter hans mening gjorde den relevant ?

– Ja, han syntes at hospitalerne og lægerne er for hurtige til at sige okay, så skal du opereres. Og det syntes han, at der skulle tages hånd om.

– Hvis du skal genfortælle historien?

– I ca. 1980 havde jeg det så dårligt, at nu gik den ikke længere. Min læge mente, at nu måtte jeg nok sendes til en hofteoperation. Der ville gå tre fire måneder før jeg kunne komme til forundersøgelse. Og det var okay. Jeg ville se hvad jeg kunne gøre i den tid for at undgå en operation. Jeg havde hørt om Julia Vøldan og syre/base balancen, og bestilte et kurophold i Jyderup, hvor hun havde et center. I mellemtiden gik jeg til vegetarisk madlavning. For hun havde sagt til mig, at jeg skulle prøve at finde et kursus, hvor jeg kunne lære noget omkring vegetarmad. Jeg gik hos en der hed Palle Gringer. Det var ikke så meget det at lave maden, men det var det at få opskrifterne, få den kontante viden som han havde, jeg var interesseret i. Jeg ville forstå hvorfor tingene gjorde som de gjorde, og hvad man kunne sætte sammen osv., for at få mad nok, for at få vitaminer nok, for at få B₁₂ som en vegetar skal have, som er meget vigtig. Og alle de oplysninger jeg fik, skrev jeg ned. Jeg købte også hans lille bog.

Med det samme skippede jeg alt det, jeg havde i mit køleskab, som kunne give mig syre. Det handlede om at tage det ind, der kunne give base. Og det er jo ikke så mange fødemidler, der bare giver base. Det er gulerødder og kartofler og det er sødmælk – en ordentlig sødmælk –, og frugt. Jeg lavede en meget streng diæt og sørgede for at få linser og bønner. Det tager 3 mdr. sådan et kursus, og bagefter kom jeg på kurophold i Jyderup hos Julia Vøldan. Der skrev jeg ned hvilken mad vi fik. Men hun brugte mange mælkeprodukter, og det havde jeg det ikke så godt med.

Da der var gået nogle måneder, en tre fire måneder, så syntes jeg godt, at jeg kunne stille den ene stok ude i gangen i et hjørne. Fordi så var den der ... Og det gik fint. Og så arbejdede jeg selv herhjemme, med de forskellige opskrifter jeg havde fået, og med de madvarer jeg kunne spise. Jeg var virkelig konsekvent. Det var jeg. For jeg kunne mærke jeg fik det bedre.

– Var det sådan, at du følte dig frem til hvad du skulle gøre?

– Ja, for noget af det Palle Gringer havde sagt var: "Prøv at føle efter hvad det er du har lyst til, når man tager i betragtning, at du skal være rask. Prøv ligesom at finde ud af det." Og det brugte jeg...

Jeg er meget sensitiv. Jeg er Fisk og jeg har Krebsen i ascendanten. Så jeg er meget følelsesmenneske. Og det var en god prøve også på det.

– Kan der så ikke være mange signaler at manøvrere igennem?

– Jo, jeg var også utrolig forvirret ind imellem. Det var jeg. Jeg kan såmænd ikke rigtig huske, hvordan jeg gjorde. Jeg ved bare, at jeg var meget konsekvent i at spise og drikke de ting som Julia Vøldan havde sagt. Der gik en tre fire måneder mere. En dag i Irma skulle jeg have mange varer med hjem og glemte at tage min stok med derovre fra. Jeg stod her neden for opgangen og tænkte, hvad gør jeg nu. Jeg var godt klar over, at det ligesom var en prøve. Og jeg havde det jo meget godt. Jeg var gået fint hjem uden stok, og jeg havde ikke ret mange smerter. Så stillede jeg den ene pose nede i gangen og gik op. Og det jeg før havde været i hvert fald 20 min. om. Det gjorde jeg nu meget, meget hurtigere. Senere gik jeg over og hentede stokken og stillede den ved siden af den anden. Det var virkelig et vendepunkt for mig. Og som den helt store belønning kunne jeg i 1987 tage på vandretur i de norske fjelde i 14 dage.

Noget, der var vigtigt, og som jeg gjorde helt fra starten, det var at sørge for at spise gode råvarer. Det var også på opfordring af Palle Gringer, der havde sagt, at hvis jeg skulle købe nogle gulerødder, så skulle det være den bedste kvalitet, jeg kunne få. Det skulle være økologiske, Demeter varer, som det hedder. Fordi de er meget kontrollerede. Der er meget mere energi i dem. Så hellere købe fire gulerødder for de samme penge som otte ville koste i en anden butik. Altså kvalitet frem for alt.

– Hvad var det for en forandring, der var sket i din krop ?

– Jeg havde ledegigt i hænderne. Jeg havde urinsyregigt. Det er den man får ondt af alle vegne. Og så havde jeg også slidgigt og gik med to krykkestokke. Slidgigt det er når to knogleender kører mod hinanden. Når man har det godt og ingen smerter har, så sidder de lidt fra hinanden ved hjælp af ledvæske, som de kører i. Det er den der først forsvinder, når man lever af meget syreholdig mad. Og det gør 80% af Danmarks befolkning. I det øjeblik den forsvinder, så kører knogleenderne på hinanden. Dem sidder der jo nerver i. Og det gør afsindigt ondt. Det, der så sker ved, at man skipper syren i sin mad og lever så basisk som overhovedet muligt, dvs. starter med et glas vand om morgenen, derefter et glas gulerodssaft eller kartoffelvand uden salt i, og så venter en halv time med at spise noget andet, det er at man udskiller den syre, der har ophobet sig i løbet af natten. Den udskilles simpelthen med morgenurinen. Og så er det base, der kommer ind hele tiden, hvis man spiser basisk. Og jo mere du udskiller, jo bedre får du det, og jo mere ledvæske bliver der dannet. Dvs. det der skete for mig var, at ledvæsken blev gendannet. Hvis du starter med f.eks. en kop kaffe om morgenen, så tager du syre ind. Den forhindrer den syre, der allerede er i kroppen i at blive udskilt. Og syren skal hen et sted. Den sætter sig i leddene.

– Og nu har du slet ingen smerter?

– Nej, men jeg er meget sensitiv og jeg kan mærke det med det samme, hvis jeg har fået noget forkert. Og det er et godt barometer. Så ved jeg, nå okay, det var lige for meget. Jeg ved hvad det er, så næste dag kan jeg gå og rense ud og få balancen genoprettet.