Vegana Nyt 1/98 (3. årgang, nr. 1, april 1998), side 13
Konkurrence - kreer et nyt ord!
Af Patricia Christensen
Hvad synes du om ordet veganer? Er det noget, der vækker glæde, stolthed, iver hos dig? Eller føles det lidt "tungt" - lidt mindre værdigt end den veganske levevis har fortjent?
Ordet er en direkte overtagelse af det engelske (og internationalt anerkendte) ord vegan. Men for mig er de to ord vidt forskellige i deres "energi". Prøv at tage dem i munden, ét for ét. Smag på dem. I min mund føles vegan (udtales viigan) som noget let og forholdsvis muntert, mens veganer med tryk på den nedadgående aner føles trægt og lidt tungsindigt.
Jeg synes, at de mennesker der ernærer sig ved ren levende plantemad, og som prøver at undgå produkter, der har påført dyr og andre medskabninger lidelse, har fortjent en mere farverig og livsglad betegnelse.
Hvad synes du?
Og så en anden ting: I vores naboland, Sverige, er veganer gået hen og blevet et slags skældsord pga. de mange halv-militante aktioner i Umeå og andre byer. Det gør mig betænkelig, at vore fredelige og livsbevarende hensigter nemt kan blive misforstået her i Danmark, hvis det almindelige menneske begynder at forbinde veganer med voldelige demonstrationer. Jeg synes, at vi skulle tænke over de mulige konsekvenser.
Og lige til sidst hørte jeg for nylig, at nogen havde pointeret den påfaldende lighed mellem veganer (og specielt Vegana) og en bestemt del af den kvindelige anatomi!
Derfor udskriver vi i bladudvalget en konkurrence for den mest nyskabende, dækkende, livsglade betegnelse af dig og mig - af én, der følger, eller er på vej til at følge, en vegansk levevis. Hvad kunne denne person hedde, i stedet for veganer?
Send dit/dine forslag til bladredaktionen senest d. 1. juni 1998.
Vi forpligter os på ingen måde til at gøre brug af det forslag, der vinder konkurrencen, udover at nævne det i bladet. I første omgang er konkurrencen kun ment som en mulighed for, på en lidt festlig måde, at lodde stemningen blandt vore medlemmer. Måske er du helt tilfreds med det nuværende ord. Hvis det er tilfældet, så lad os få det at vide. Hvis ikke, så brug dine kreative sider og udtænk et helt nyt ord. Giv gerne en forklaring på, hvorfor du mener, at lige præcis dit ord er det bedste.
Bladredaktionen vil udvælge det forslag, som vi mener bedst beskriver en veganer. Og den heldige vil selvfølgelig få en præmie: Enten et års gratis kontingent i Vegana, eller en aften i byen (København) med en eller flere af redaktørerne inkl. et lækkert gratis vegansk måltid.
Forresten: hedder en, der spiser vegetabilsk, en vegetabilist?