Vegana Nyt 1/98 (3. årgang, nr. 1, april 1998), side 3
Forord
Kære læser,
Hermed et nyt nummer af Vegana Nyt, som jeg håber, at du vil synes om. Oprindeligt havde vi planlagt at udkomme i marts, men dette kunne af forskellige praktiske grunde ikke lade sig gøre, så vi har besluttet at Vegana Nyt i 1998 (som i 1997) udkommer i april, august og december. I 1999 vil dette formentlig blive ændret til marts, juli og november.
Nu vil læseren måske sige til sig selv, at det ville være endnu bedre, hvis bladet udkom i marts, juni, september og december, eller i januar, februar, marts, ... osv. Det er vi helt enige i, men det er et spørgsmål om både kræfter og økonomi. Mest det første, for sagen er, at det er et større arbejde at producere et blad som Vegana Nyt. Derfor har vi valgt kun at gøre det tre gange årligt, i stedet for de oprindelige fire hvilket faktisk gør en stor forskel for dem, som laver bladet.
Men vi har da overvejet at udkomme fire gange om året i stedet for tre, evt. med reduceret sidetal. Som bladet er nu (28 sider i alt), indeholder det reelt 25 sider fraregnet for- og bagside samt side to. Dette svarer til, at vi "producerer" 75 sider årligt. Hvis vi i stedet udkom med 24 sider fire gange årligt, ville vi reelt producere 4 x 21 = 84 sider årligt. Det er ni sider mere end nu, men hvis vi samtidig satte flere billeder i bladet og gav lidt mere luft, ville det stofmæssigt ende med cirka det samme.
Økonomisk set ville det blive en del dyrere, men det skulle nok kunne løbe rundt. Problemet er bare, at selv om stofmængden set over hele året er den samme, så er det egentlig slet ikke det, det handler om. Det arbejdskrævende mht. bladet er ikke så meget at få skrevet/oversat teksterne, men snarere alt det praktiske, som følger med bladudgivelsen. Der skal skaffes billeder til bladet, og det skal layoutes og korrekturlæses osv., men der skal også koordineres med alle bidragyderne til bladet, der skal tales med trykkeriet, der skal trykkes labels ud, bladet skal pakkes osv.
Med fire måneder imellem hvert blad er dette til at overskue for bladudvalget, men hvis bladet skulle udkomme oftere (selv om den årlige stofmængde var den samme), ville det nok komme til at føles som en belastning. Dette hænger sammen med, at bladgruppen ikke er særligt stor, og derfor skal der fra dette sted lyde den sædvanlige udgangsbøn: Hvis du mener at have evner, tid og lyst til bladarbejde, så meld dig hellere i morgen end i overmorgen!

Det er ikke så svært, og jeg vil vove den påstand, at enhver, som er i stand til at tænde for en computer, også vil være i stand til hurtigt at lære at sætte en Vegana-artikel op. Vi bruger Word verdens vel mest udbredte tekstbehandlingsprogram til det, og det kan alle lære. (Selv min mor har lært at bruge Word!). Derfor: lad os høre fra dig, hvis du har tid og lyst til bladarbejde. Foreningen lever i høj grad i kraft af bladet, og derfor er det vigtigt, at det er godt og spændende at læse og udkommer regelmæssigt. Hvis du er interesseret i at hjælpe, behøver du ikke nødvendigvis at binde dig for ret meget. Det kan f.eks. bare være at skrive/oversætte en artikel, skaffe billeder til den og sætte den op rent layoutmæssigt. Det sidste hjælper vi dig i gang med. Al hjælp modtages med kyshånd, og vi tager ikke hele hånden, blot fordi du rækker os lillefingeren! Vi er faktisk absolut til at tale med!
En anden ting er så også, at vi gerne vil være lidt flere i bladudvalget af den simple grund, at hvis der falder et par stykker fra, så står vi faktisk tilbage på temmeligt bar bund. Der kan jo ske så meget. Én flytter måske til udlandet, en anden stifter familie, og en tredje visner bort af vegan-relaterede mangelsygdomme. Det er aldrig til at forudsige, og derfor ville det være rart, at vi var en del personer, som vidste hvordan man laver blad.
Ellers vil jeg blot ønske god læselyst, og hvis du vil vide mere om foreningen, og hvad vi har bedrevet i det sidste års tid, så kan du læse bestyrelsens beretning om det forgangne år på side 25.
Med ønsket om en god, lang og varm sommer,
Thomas Thomsen
Redaktør
![]()