Vegana Nyt 1/97 (2. årgang, nr. 1, maj 1997), side 9-12

Veganisme og styrke

Et foredrag givet af formanden for "Vegan Society", Louise Wallis på den syvende Vegan Festival i Spanien i juli 1993. Taget fra den engelske veganerforenings blad, The Vegan, forår 1994.

Af Louise Wallis

Veganisme og styrke? Hvilken mærkelig titel på et foredrag. Det må bestemt være en selvmodsigelse? Måske ikke for os, som er forsamlet her – som er forsamlet for at fejre, glæde sig over og befæste vores fælles sandhed. Men det store flertal af ikke-veganere sætter lighedstegn mellem veganisme og kraftløshed, med tab, afsavn og fornægtelse. Mange er fulde af skræk og rædsel ved udsigten til at skulle opgive så meget og foretage så drastiske ændringer i deres behagelige livsformer, og når de bliver udfordret, vil de som regel aflire en hel masse svage undskyldninger for at retfærdiggøre deres modstand mod ideen.

For nylig tilbragte jeg en dag blandt medarbejderne i Vegan Society's informationsstand ved den årlige "At leve uden grusomhed"'s udstilling i London og blev nedslået over det antal mennesker, der kom hen – ikke for at søge råd og vejledning, men i stedet syntes at ønske at jeg skulle tilgive dem deres forudindtagede og grundfæstede holdninger. En kvinde påstod: Jeg ville være helt veganer, hvis jeg bare kunne finde en erstatning for smør. Jeg drikker sojamælk, men jeg elsker simpelthen smagen af smør og jeg kan simpelthen ikke opgive det. Da jeg foreslog hende, at hun åbenbart var afhængig af smagen af smør, og aktivt skulle prøve at overvinde dette, trak hun på skuldrene, smilede undskyldende og bekendtgjorde, at det ville være umuligt. Slut på samtalen....

En anden ældre kvinde nærmede sig standen og bekendtgjorde for mig, at hun meget gerne ville være veganer, men at hun blev meget syg, hvis hun ikke regelmæssigt spiste kød! Igen udfordrede jeg hendes antagelse – idet jeg forklarede, at jeg fandt dette meget svært at tro på i betragtning af, at vegankost rent faktisk er kendt for det modsatte, nemlig at være helsebringende. For at støtte sin påstand citerede hun sin læges råd, som havde forsikret hende om, at kød var en uundværlig del af hendes kost, og at hun skulle fortsætte med at spise det for sit helbreds skyld.

Jeg protesterede og foreslog hende, at hendes læge tog fejl, men det ville hun ikke høre på! Hendes mening lå fast, og hun var ikke parat til virkelig at lytte og til at overveje muligheden af, at det jeg fortalte hende var sandt. Hun havde allerede fastlagt sin mening, og intet jeg eller nogen anden kunne sige, ville få hende til at ændre det mindste ved den.

"Selvudnævnte revolutionære er ikke lige netop de mest indtagende mennesker!"

Jeg havde indset dette mindre end to minutter inde i samtalen, og det irriterede mig. Hvorfor komme hen til standen, tilsyneladende for at få oplysninger, når de ikke engang ønsker at høre argumenterne, og bestemt ikke har nogen ide om at følge rådene? Det fik mig til at føle, at vi ikke drev en informationsstand, men snarere en skriftestol! Af en eller anden grund følte disse mennesker sig tvunget til at bekende deres synder til mig (som de ville have gjort det til en katolsk præst); måske i det svage håb, at jeg ville give dem syndsforladelse og lette dem deres dårlige samvittighed. Desværre for dem var det en rolle, som jeg ikke var parat til at påtage mig, og den anden kvinde blev til sidst misfornøjet, da jeg ikke ville tilgive hende hendes kødspisning og forsvarede sig højlydt med, at hun ofrede uendelig mange timer for at arbejde for dyrene.

Selv om vi under udstillingen også tiltrak mange, mange andre, som udtrykte en ægte interesse, så efterlod de to samtaler, som jeg har refereret, mig temmelig nedslået, for de tjener til at sammenfatte den fortvivlede modstand vi møder. De sørger også for et fængslende indblik i menneskelig psykologi, og hvis vi nogensinde vil gøre os håb om at fjerne disse forhindringer og opmuntre mennesker til at overkomme deres angst og bange anelser om veganisme, må vi først anstrenge os for at forstå dem.

Frastødelse

For os, som er til stede her i dag, var beslutningen om at blive veganer måske temmelig let, men lad os ikke gøre den fejltagelse at tro, at det vil være en enkel procedure for alle. For mig selv var beslutningen for ti år siden meget let; jeg var allerede vegetar og fandt en publikation af The Vegan Society i min lokale helsebutik, fordøjede argumenterne med velbehag og erklærede mig som veganer fra den ene dag til den anden. Med al den nylig omvendtes iver var jeg i de første år travlt optaget af at føle mig tvunget til at oplyse alle andre om min nylig opnåede viden. Jeg stødte dog hurtigt ind i problemer; menneskene syntes ikke særlig modtagelige, og jeg blev fuldstændig forbløffet og irriteret, når de ikke blev veganere lige med det samme (som jeg var blevet det), når de nu engang var kommet i besiddelse af kendsgerningerne.

Nu indser jeg, at de mennesker jeg konfronterede ikke nødvendigvis var fjendtlige mod argumenterne, men mod den selvretfærdighed og temmelig heftige måde jeg førte mig frem på. Selvudnævnte revolutionære er ikke ligefrem de mest indtagende mennesker! Jeg var en meget vred ung kvinde, og denne fremtræden tjente kun til at miskreditere budskabet, jeg forsøgte at få igennem. Et budskab baseret på medfølelse, respekt og tolerance.

Tiltrækning

Hvis vi ønsker at blive taget alvorligt, må vi sikre os, at vi optræder i overensstemmelse med vores overbevisning; at vi praktiserer, hvad vi prædiker til alle tider. Det har længe været anerkendt, at handling virker stærkere end ord. Ifølge min erfaring er det ikke kun frugtesløst, men virker direkte modsat at indtage en fordømmende holdning over for dem, man forsøger at overbevise.

En sand forstående holdning er den, der vil bære mest frugt. Vi er alle individer, med hver vores enestående livsoplevelse, og ikke to mennesker er ens. Derfor vil to mennesker heller ikke nå frem til veganismen på nøjagtig samme måde. Mens nogle er så heldige at kunne foretage ændringen med det samme, eller indenfor et kort tidsrum, foretrækker andre en trinvis tilnærmelse, idet de gradvist tager animalske produkter ud af deres kost over en længere tidsperiode, hvorved det sikkert vil tage dem år at fuldføre ændringen.

"Der er ikke noget der hedder en passiv veganer – aktion er nødvendigt"

Vi må lære at være tålmodige over for mennesker, vi opfatter som mindre "perfekte" end os selv; de fortjener vores ros og opmuntring, ikke nedsættende bemærkninger, kritik eller skyldfølelse. Den vrede, vi retfærdigvis føler over dyrenes lidelser og misbruget af planetens ressourcer, bør rettes direkte mod det system, der opretholder disse sædvaner, og ikke mod det enkelte individ. Desværre er der stadig (i det mindste i mit land) mange veganere og andre, der kæmper for dyrenes rettigheder, som finder det meget svært at udvise medfølelse med deres egen art. Og selv om jeg kan sympatisere med den smerte, de føler, ansigt til ansigt med de forfærdelige ondskabsfuldheder, som den menneskelige art er i stand til at udføre – og også den stærke frustration, de føler over ændringernes langsomme fart. Så tror jeg meget stærkt på, at en fjendtlig indstilling og bitterhed ødelægger vores troværdighed og bidrager til folks modstand. Selv om dette må synes at være oplagt, må jeg alligevel understrege, at det er andre menneskelige væsener vi henvender os til og ikke dyrene. Hvordan skal vi nogensinde overbevise vore brødre og søstre om at slutte sig til os, hvis vi ser på dem med foragt?

Angst

Som jeg allerede har beskrevet det, så opstår modstanden mod veganisme hovedsageligt af angst. Angst for forandringer. Angst for at skille sig ud. Angst for social isolation. Angst for at skulle opgive dårlige vaner og afhængigheder. Angst for latterliggørelse. Angst for at blive stemplet. Angst for at blive anset som ekstremist. Listen er uendelig. Og disse forskellige former for angst er meget virkelige for dem, som oplever dem.

Hvor mange gange har du venligt afslået mad eller drikke og forklaret, at du er veganer, kun for at blive mødt af en sand syndflod af kritik? Typiske kommentarer vil indeholde perler som: "Og hvad ville der så ske med alle dyrene, hvis alle var som du?" og "Åh, men hvor får du så kalk fra?". I stedet for at klappe dig på skulderen og sige "Godt for dig!" Så er folk ofte tilbøjelige til at projicere deres egne følelser af skyld over på dig og opføre sig, som om du havde angrebet deres moralske værdier. En mærkelig reaktion, men ikke desto mindre én vi møder ganske så ofte.

Med tanke på denne ganske normale reaktion, der kan komme fra nære venner og familie lige så vel som fra fremmede, er det forståeligt, at mange individer er ganske skræmte ved tanken om at skulle stikke hovedet frem. At erklære sig som veganer i et kødspisende samfund, kan f.eks. sammenlignes med det modige skridt at "komme ud af skabet" som lesbisk eller homoseksuel mand, når heteroseksualitet er normen. Begge ting er meget magtfulde personlige og politiske erklæringer, og folk føler sig ofte truet af dette, for det tvinger dem til på et dybt plan at undersøge og stille spørgsmål til deres egne holdninger og fordomme.

"Mennesker må blive veganere ved deres eget aktive valg, og fordi de selv mener, at det er det rigtige at gøre!"

Der er ikke noget, der hedder at være passiv veganer – aktivitet er nødvendigt. Det betyder at bringe sine handlinger på linie med sine overbevisninger, så at de arbejder harmonisk sammen. Veganisme betyder at udleve sin egen sandhed snarere end bare at fantasere om den. Det er at praktisere vores hjertefølte overbevisninger, og vi er nødt til at indse, at dette ikke er nogen gennemsnitlig bedrift for mange mennesker. Jeg ser meget min egen veganisme som et udtryk for min egen personlige integritet. Det hjælper mig til at have det godt med mig selv. Men dem der forbliver uvidende, fortsætter med at se det som et udtryk for selvfornægtelse og selvopofrelse. Hellere end at omfavne og se det som et positivt valg, der omgiver individet med en følelse af styrke, bliver det desværre stadig opfattet som hovedsageligt negativt.

Vores bevægelse behøver desperat at omforme sit altid lidende martyragtige stereotype billede, som er så almindeligt – kun da vil veganisme blive tillokkende. I vore dages samfund føler den almindelige mand og kvinde sig ofte opgivende og kraftløse. "Verden er af lave","Det er kommet for langt til at kunne ændres nu" og "Intet, jeg kan gøre, vil forandre noget" er typiske udtalelser. Vi må vise dem, at det at være veganer betyder, at vi kan og vil forandre tingenes tilstand.

At det at være veganer betyder at føle sig magtfuld. Vi glemmer ofte, at som forbrugere har vi en enorm magt – magten til at vælge et produkt fremfor et andet, og til at bruge vores penge klogt og med omtanke. På den måde er veganisme den yderste form for forbrugerboycot. Det er en yderliggående form for direkte handling, som vi kan foretage hver eneste dag af vores liv. Vi ved alle, at veganisme har en stor healingskraft – både på et individuelt og et globalt plan.

Den kan tilbyde gennemførlige løsninger, eller i det mindste lette mange af de værste problemer, som verden står overfor i øjeblikket, og vi bliver nødt til at finde den bedste måde at indgive håb på og at overbevise andre med.

At gøre det for sin egen skyld

Mennesker må blive veganere ved deres eget aktive valg, og fordi de selv mener, at det er det rigtige at gøre. Hvis de er blevet tvunget, nødet eller presset til det, er det sandsynligt, at de vil snuble, fejle og opgive – og så føle sig endnu mere ulykkelige over sig selv. Vi må huske på, at vi er vores egne dommere og ikke har nogen ret til at dømme andre, ganske enkelt fordi vi ikke er dem. Jeg føler, at det er uhyre vigtigt, hvis vores bevægelse skal lykkes, at vi bevidst stræber efter til alle tider at forstå og fremhæve andre medmennesker, og ikke kun dyr, hvis død og smerter vi forsøger at afslutte.

Nøglen til at reformere samfundet med ligger i at reformere os selv. Ved at vise en gennemført og positiv livsstil, og ved at vise medfølelse og kærlighed til vores medvæsener til alle tider, viser vi et lysende eksempel – og tilbyder en inspirerende model, som andre faktisk vil få lyst til at følge.

Oversat af Vivi Lisner Hansen