Vegana Nyt 1/97 (2. årgang, nr. 1, maj 1997), side 5 og 8
Spis hvad du har det godt med!
Skal vi ændre kravet i Veganas vedtægter om, at bestyrelsesmedlemmerne skal have været l00% veganere i mindst et år? Til denne debat fremlægges et synspunkt, som en del veganere måske vil være modstandere af – i hvert fald forstår mange animalsk spisende ikke denne holdning, har jeg erfaret. Hovedsynspunktet er: Spis hvad du har det godt med. Spis hvad du bliver glad af!
af Ellen Schmidt
Følgende er spørgsmål, som jeg har tænkt over og er interesseret i at vide, hvordan I andre svarer på:
Jeg har selv været veganer i 12 år. Dvs. at jeg hjemme hos mig selv lever fuldstændig vegansk. Når jeg er i byen, spiser jeg en kage, der bliver serveret; medmindre den bugner af æg eller mælk, for det kan jeg ikke lide. Jeg er i den heldige situation, at jeg ikke bliver dårlig, fordi jeg spiser en kage med animalske produkter i. Og jeg spiser disse kager, fordi folk serverer dem af venlighed – og de ved slet ikke, hvad de skulle servere, hvis jeg sagde nej tak.
Jeg kalder mig altså og tænker på mig selv som veganer, selv om jeg med rette måske kun kan siges at være det 99%.
Jeg lever som veganer, fordi jeg har det bedre, når jeg gør det. Da jeg gik fra at være vegetar til veganer, følte jeg mig nærmest løftet ind i "den syvende himmel", både psykisk og fysisk; selv om jeg ikke havde nogen svære eller alvorlige fysiske problemer. Og det er jo en kendt sag, at nogle mennesker bliver påvirket psykisk af mælkeprodukter.
Jeg har heller ingen problemer med at savne kød eller mælkeprodukter; jeg har aldrig "savlet" foran slagterforretningen eller mejeriudsalget.
Det fører mig til at sige, at jeg tror, at man skal være parat til at leve som veganer. Jeg tror ikke, at det er rigtigt for alle mennesker.
Min helt personlige overbevisning er, at paratheden handler om udvikling. Ikke hermed sagt, at den animalsk spisende eller veganeren er mere udviklet end den anden – så enkelt tror jeg nemlig ikke det er. Det handler om, hvorvidt du er blevet "mæt" af kødet og mælkeprodukterne. Hvis ikke du er blevet mæt, er det klart, at trangen er der til mere. Og den trang skal du ikke undertrykke. Lyt til din krop!
Med andre ord: Spis hvad du har brug for og bliver glad af! Og respektér andre for, hvordan de lever.
Det giver jo netop de forskellige stadier: Nogle er kødspisende og spiser ingen mælkeprodukter, nogle er vegetarer, nogle spiser overvejende vegansk.
Det sker, at jeg kommer ud for, at folk – altså kødspisere – siger til mig: "Det må du ikke spise!", hvis jeg tager en kage med animalske produkter i. Der er intet, jeg ikke må. Jeg vælger selv, hvad jeg spiser.
Jeg mener, det er en vigtig pointe ikke at forcere sig selv til skridt, man ikke er parat til. Vær glad og anerkend dig selv, for de skridt du har taget, så bliver din krop glad og gør, hvad du gerne vil have den til at gøre.
Hvis man mentalt beslutter sig for at spise vegansk, men kroppen og følelserne ikke er med, tror jeg ikke, det er sundt! Jeg tror faktisk man kan blive syg af det! Man kommer i ubalance, fordi man tænker eller føler: den veganske mad er lidt kedelig, jeg lider afsavn. Det skal ikke være et offer! Spis og lev på en måde, du bliver glad af!
Grunden til, at jeg er medlem af Vegana er, at jeg meget gerne vil møde andre veganere, få nye ideer til madlavningen, og lære nyt.
Jeg synes, at det er den bedste, mest spændende, smukkeste, mest varierede, mest lækre mad der findes – og min glæde vil jeg gerne dele med andre, der har det på samme måde.
Jeg har hørt argumentet om, at det er nødvendigt, at i hvert fald bestyrelsesmedlemmerne er 100% veganere, fordi vi – altså foreningen – skal kunne stå helt inde for vores "sag" over for alverden.
Her har jeg en indskudt bemærkning: Jeg har ikke nogen "sag", jeg skal missionere og omvende folk til. Jeg har et tilbud, dvs. foreningen, til mennesker, der er kommet dertil i deres liv, hvor de lever vegansk. Det betyder ikke, at jeg ikke vil dele bladet ud så mange som mulige steder – det vil jeg nemlig – for at oplyse folk om at foreningen er her. Jeg har en fornemmelse af, at der findes en del mennesker, der lever vegansk, som ikke kender eksistensen af foreningen; og der findes en del mennesker, der er på vej til at blive veganere, og som ønsker støtte, råd og vejledning.
Men kan vi have en Veganerforening, hvor vi ikke er 100% veganere?
Jeg kom til at tænke på, at i Økologisk Landsbysamfund (hvor jeg har boet) lever man ikke 100% økologisk, men man stræber efter og gør flere og flere tiltag for at leve økologisk.
Jeg ved ikke, om det er et holdbart argument at sige, at vi stræber efter at leve 100% vegansk, og det er retningen vi går, med de skridt vi er parate til?