Vegana Nyt 1/97 (2. årgang, nr. 1, maj 1997), side 3-4

Forord

Kære læser,

Hermed sender det nye bladudvalg vores første produktion ud, og vi håber, I vil glædes over dette nummer af Vegana Nyt, hvor vi bl.a. har valgt at bringe et stort antal madopskrifter, som forhåbentlig kan være til inspiration og glæde.

Vi vil gerne præsentere os:

Thomas er fortsat ansvarshavende, hvilket vi nye medlemmer siger tak for. Han sætter os ind i produktionen af bladet og er stadig villig til at levere stof til bladet.

Vivi, Bente og Patricia oversætter artikler fra engelsk og svensk, foruden andet arbejde. Ellen laver diverse arbejde og kommer med ideer ligesom de andre.

Da det på den ekstraordinære generalforsamling var svært at få nogen til at stille op til bestyrelsen, besluttede vi, at det vigtigste i foreningen er bladet - altså en mulighed for kommunikation medlemmerne imellem, og vi ville derfor prioritere et bladudvalg og droppe aktiviteterne. Da var der en, der meldte sig som oversætter og pludselig meldte to andre sig også, og den sidste ønskede at være med som "almindeligt" bladudvalgsmedlem.

Forslaget er desuden, at gruppen ikke skal blive siddende som fast bladudvalg, men at arbejdet skal rotere mellem medlemmerne, da det er et stort (og spændende) arbejde. Så det er hermed en opfordring til dig om at melde dig til med din arbejdskraft og dine ideer! Du er velkommen!

Men vi vil selvfølgelig gerne have aktiviteter i foreningen, så derfor: Har du nogle ideer, og kan arrangere dem, er du velkommen.

Vi har desuden talt om mulighed for leje af lokale. Nu er foreningens adresse flyttet til København, hvilket skulle give bedre muligheder for tilskud fra kommunen og dermed leje af lokale. Så er der nogen, der kender noget til disse områder; altså ansøgningsprocedure til kommunen, mulige lokaler, en anden forening vi kan dele et mindre lokale med eller lignende – så henvend jer.

Hvad er en veganer?

På vores første møde i den nuværende bladgruppe havde vi en samtale om, hvordan vi forholder os til betegnelsen "veganer", og hvordan vi lever som veganere. Det mundede ud i, at vi ønsker at starte en dialog i Vegana om dette emne.

Samtalen blev foranlediget af, at kun ganske få - herunder Kirsten Jungsberg - af de 16 fremmødte på den ekstraordinære generalforsamling d. 12. februar ville betegne sig som 100% veganere. Dette giver problemer med at nedsætte bestyrelse, vælge formand osv., da man ifølge vedtægterne skal være 100% veganer for at sidde i bestyrelsen.

Der kommer så spørgsmålet ind: Hvad er en veganer? Er det et menneske, der intet animalsk forbruger; dvs. intet læderfodtøj, lædertasker o.l., ingen uld, ingen silke osv.? Eller kan man kalde sig veganer, når man spiser 100% vegansk? Eller er det ok at kalde sig veganer, når man spiser ca. 99% vegansk?

På generalforsamlingen blev vi valgt uden at dette spørgsmål blev diskuteret. Vi begyndte også med at sige, at vi "kun" skulle være bladgruppe. Men vi behøvede en formand/-kvinde for at vedblive at være en forening. Kirsten Jungsberg indvilligede i at blive siddende som forkvinde, hvilket vi er dig taknemmelige for, Kirsten.

Derefter var det nærliggende, at den nye bladgruppe fungerer som bestyrelse – vi skulle lige vænne os til tanken.

Vi ønsker debat

Men hvad gør vi ved situationen? Gør vi noget? Lukker vi øjnene, og lader som om vi ikke ved, at vi er en ulovlig bestyrelse? Skal vi gå af som bestyrelse og fortsætte som bladudvalg? I så fald består bestyrelsen af én person, nemlig Kirsten Jungsberg, og vi lovede Kirsten et meget lille arbejdspres. Så det er en vanskelig situation.

Denne situation betyder i hvert fald, at det er nødvendigt, at vi tager vedtægterne op til debat på næste generalforsamling. For det er uholdbart ikke at kunne leve op til sine egne vedtægter.

Vi ønsker derfor med dette blad at starte en debat om, hvordan vi forholder os til begrebet veganisme, og en debat om, hvorvidt vi skal ændre Veganas vedtægter på næste generalforsamling. Vi har mulighed for at tænke os om og høre hinandens synspunkter, da der jo er godt trekvart år til næste generalforsamling.

Vegana Nyt er vegansk

Vi er i bladgruppen/bestyrelsen enige om, at bladet Vegana Nyt står for en ren veganerlinje og kun taler for en vegansk livsstil. Debatten handler altså om bestyrelsesmedlemmernes personlige livsstil!

Vi er spændt på at høre dine synspunkter, og forventningsfulde med hensyn til mange indlæg om jeres situation som veganer eller næsten-veganer. Vi planlægger en debataften i september med oplæg af Else Marie Simonsen (se nærmere på side 27). Mød op, og lad os se hvem hinanden er!

God sommer, med masser af dejlig veganermad!

På bladgruppens/bestyrelsens vegne

Ellen Schmidt