Vegana Nyt 1/97 (2. årgang, nr. 1, maj 1997), side 25-26

Breve

Salg af færdiglavede retter

Hvis du har kendskab til et sted, hvor jeg kan købe dybfrosne middagsretter for en uge ad gangen, bedes du venligst meddele mig det.

Henning Christensen,

Mjølnerparken 48, 4. th,

2200 Kbh N,

31 85 66 16.

Veganermad udefra

I påsken inviterede jeg gæster og havde bestilt mad udefra hos King Tut. Det var en stor succes og meget lækkert tilberedt lige til at servere,. Der var 10 forskellige retter og rigeligt. Prisen var yderst rimelig 59 kr. pr person. Så hvorfor ikke gøre det nemt for dig selv og glæd dig til maden, som kommer varm og klar lige til at servere. Husk dog at bestille veganer-mad, så laver de maden specielt til dig.

Restaurant King Tut, Blågårds Plads 10, 22 København N. Tlf. 35 37 22 23

-Kirsten Jungsberg

Hej Vegana

Det var rart at modtage jeres brev om at foreningen fortsætter. Jeg må nok sige, at jeg føler mig som "Palle alene i Verden" ind imellem herovre i Jylland.

Jeg blev vegetar for godt tre år siden og har været veganer i et halvt år, men jeg kunne vist ligeså godt være Den skæggede Dame i Cirkus, En heks på sit kosteskaft eller noget andet lidt usædvanligt.

Jeg har endnu ikke stødt på nogen der har særlig megen forståelse overfor det at være veganer og grunden til at jeg er det. Det er sommetider et utroligt hårdt arbejde at forklare folk hvorfor jeg er som jeg er og for det meste fortæller jeg da gerne om mine synspunkter og hvorfor jeg har anderledes spisevaner end de fleste men jeg sidder jo ikke og kommenterer andre menneskers valg af menu hver gang jeg er ude. Jeg bliver tit mødt med spørgsmålet "Må du så heller ikke spise...". Jeg siger så, at jeg må da spise lige nøjagtigt hvad jeg har lyst til, men jeg har bare valgt at tænke over, hvad det er jeg putter i munden og hvilke konsekvenser det får for mig selv og andre individer.

Jeg føler tit, at jeg bliver stillet til regnskab for min livsstil og at mange synes, at jeg er fanatisk. Så jeg må nok indrømme, at jeg sommetider har mest lyst til at sige, at jeg er allergiker, når jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg ikke spiser det samme som dem, idet andres reaktion ofte er således at jeg ender med at føle mig latterliggjort på grund af mine synspunkter.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om der i det hele taget findes nogen medlemmer i Jylland?

Venlig hilsen

Jane Wheeler

Platanvej 40, 2. tv.

8900 Randers

Et hjertesuk!

På Veganas redaktion er vi lidt kede af, at det meste af Veganas virke kommer til at ligne en "Københavnerbegivenhed".

Det er vi bestemt ikke interesserede i, men da vi endnu er en lille eksklusiv forening, er der ikke penge til opsøgende journalistik i større grad. Derfor ville det være yderst velkomment, hvis nogle af Veganas medlemmer og læsere ville benytte "solenergien" til at få lyst til at starte en "lokalredaktion" (Jylland, Fyn, Sjælland, Bornholm osv.). Vi bringer gerne oplysninger om f.eks. mødedatoer, adresser mm. i bladet, med henblik på at få oprettet disse lokalredaktioner og selvfølgelig også artikler om livet som veganer rundt omkring i landet. Men også gerne forbrugertips og praktiske råd som f.eks. hvis jeg skal på kanotur på Gudenåen eller har lejet et sommerhus på den jyske vestkyst eller Bornholm, skal jeg så have alt med hjemmefra? Eller hvis jeg har mulighed for at handle i lokale helsekostbutikker, hvor tæt på ligger de? Skal jeg stå af toget eller stoppe bilen i en større by? Alt dette ville det være rart at vide noget mere om. Så livet som veganer kan blive lidt lettere. Derfor tag et par dybe indåndinger i det forhåbentlige fantastisk flotte sommervejr og tænk! Så et par artikler plus lidt snusen omkring i helsekosten kan jeg jo nok overkomme! Og skriv så frisk et brev/indlæg, så vi kan trykke det allerede i næste Vegananummer til august!

-Vivi Lisner Hansen.

Deling af kolonihave?

Jeg kunne godt tænke mig at have adgang til en have, en kolonihave.

Samtidig ved jeg, at det er urealistisk for mig at passe en have alene, derfor vil jeg høre, om der er en, der har en have, vedkommende kunne tænke sig at dele med en anden; eller der er et par andre, der kunne have lyst til at anskaffe sig en have sammen med mig?

Mit behov er i første omgang mulighed for at være ude i lyset og luften, og ikke det store havearbejde. Og gerne et sted med mulighed for sommerlogi.

Venlig hilsen Ellen, 32 95 08 01

Gæst på International Veganerdag d. 1. Nov. 1996

Jeg var gæst på Den Internationale Veganerdag d. 1. november 1996, som blev afholdt i aulaen på Katrinedalsskolen i Vanløse. Det var en god ramme med aulaens venlige og varme orangefarvede vægge.

Da jeg kom fredag aften, var der en seddel på døren, der fortalte, at Anders Høi fra Victoriaklinikken holdt foredrag. Det var ikke annonceret i programmet, så jeg var selvfølgelig glædelig overrasket. Samtidig tænkte jeg, at det var ærgerligt, at det kun var de få fremmødte gæster fredag aften, der fik muligheden for at høre Anders Høi, da det jo ikke var annonceret.

Det første foredrag, jeg hørte, var om farerne ved vaccinationer. Det var en ny og temmelig uhyggelig viden for mig. Meget oplysende.

Efter megen forsinkelse holdt Anders Høi et blændende foredrag om, hvordan kroppen og de indre organer fungerer.

Lørdag eftermiddag hørte jeg et foredrag ved den antroposofiske læge Hans Jørgen Abildgård. Også høreværdigt, men meget overordnet.

Helhedsindtrykket af weekenden var, at arrangementerne var gode, og der var dejligt veltillavet veganermad. Men annonceringen var mislykket, hvilket viste sig i det meget lille fremmødte publikum.

-Ellen Schmidt

Britisk veganer besøger Danmark

I hope to be visiting Denmark for one or two weeks around the end of May 1997. The reason for my visit is primarily to study training organizations who are working with the homeless and the long term unemployed. At the moment it is envisaged that the majority of my time will be spent in Copenhagen and Aalborg.

During my stay it would of course be very good to meet other vegans in Copenhagen or Aalborg. The names of vegan friendly restaurants, hotels, guest houses in Denmark would also be very useful particularly in Copenhagen, as I've already been offered accomodation in Aalborg.

Looking forward to hearing from you.

Best wishes,

Roy Heath,

1 Raeburn Mews

Stockbridge

Edinburgh

EH4 1RG

tel 0131 343 1175

Kolding eksportmarked

Torsdag d. 13. marts havde Dyrenes Beskyttelse arrangeret en tur til Kolding, hvor der skulle demonstreres imod dyrplageri og transport af kalve til Holland.

Undervejs til færgen fortalte en repræsentant fra Dyrenes Beskyttelse lidt om, hvad der skulle ske, når vi ankom til Kolding Eksportmarked. Hun sagde bl.a., at der allerede var frikøbt 25 kalve, og at de skulle sælges videre til danske landmænd, som så ville fede dem op til slagtning og derefter sælge kødet til Superbrugsen. Efter at hun havde talt færdigt, delte jeg Vegana-foldere ud, som Kirsten Jungsberg havde trykt dagen før. En af dem, der fik folderen, var Pia Kjærsgaard, og jeg nåede også via bussens højttaleranlæg at fortælle om vores forening og dens formål.

Ved eksportmarkedet blev skiltene fordelt på et langt metalhegn, og medlemmerne fra Dyrenes Beskyttelse fik resten af skiltene. På disse skilte stod der skrevet "Stop dyrplageriet", "Køb dansk kalvekød" og "Max. 8 timers transport". På mit eget banner stod der på den ene side "Stop udnyttelse og mord på dyr og bliv veganer" og på den anden side var der skrevet "Stop dyrenes Auschwitz".

Inden banneren blev pakket ud delte jeg resten af folderne ud til de mange folk, der var mødt op. Der kom en del hen for at fotografere, men også folk der skulle se, hvad der stod på den anden side af banneren. Det endte også med at TV-SYD lavede et interview med mig. I alt varede demonstrationen ca. 2 timer, og i det tidsrum blev der holdt tale fra scenen, hvor dyreværnsfolk og landmænd fortalte om dyrenes vilkår og om de danske landmænds vilkår i EU.

Så langt så godt, men hvad nytter alt dette, hvis dyrene bare skal ende som føde for mennesker? Disse folk, som laver regler for, hvordan mennesket skal behandle dyrene, må have en brist i deres følelser/tankegang hvor de kan gemme deres dårlige samvittighed væk, hvis de i det hele taget har nogen samvittighed eller følelser. (Forkortet af red.)

-Peter Larsen