Vegana Nyt 1/96 (1. årgang, nr. 1, januar 1996), side 23

Nyt fra udlandet: er der problemer med soja?

Der har på det sidste været spørgsmål fremme om, hvorvidt sojaprodukter kunne være decideret sundhedsskadelige for spædbørn. Vi forsøger at sammenfatte debatten. Artiklen er baseret på Vegans International's nyhedsbrev for tredje og fjerde kvartal 1995.

Hele historien begyndte i New Zealand, hvor det newzealandske sundhedsministerium har iværksat en undersøgelse af sojamælk, efter en rapport, som indicerede, at sojamælk til spædbørn kunne indeholde uforsvarligt store mængder af naturligt forekommende østrogen, kaldet fytoøstrogen. Det formodes, at den nye undersøgelse vil blive vidererapporteret til bl.a. WHO.

Fytoøstrogen findes i mange planter, bl.a. i store mængder i soja, og de kan imitere virkningen af kønshormonet østrogen. Denne østrogenlignende effekt kan bl.a. hjælpe kvinder mod at få brystkræft og mænd mod at få prostatakræft, men desværre kan østrogenet også indebære risiko for den seksuelle udvikling, hvis et barn udsættes for det i fosterstadiet eller den tidlige barndom. F.eks. skriver professor Clifford Irvine i The Ecologist, at "efter min mening er det næsten obskønt at se den tilfredshed, hvormed sojalobbyen understreger den fordelagtige effekt af isoflavoner (fytoøstrogen) på en række vestlige sygdomme, mens de samtidig fejer deres potentielle skadelige effekter på spædbørn ind under gulvtæppet".

I England har deres levnesmiddelstyrelse allerede citeret den ovennævnte rapport som udtryk for, at soja kan give vækstforstyrrelser, forstyrrelser af immunsystem og kræft, og de foreslår, at salg af sojaprodukter til spædbørn bør stoppes, og at de kun bør være tilgængelige i samråd med en læge.

Et par svar på anklagerne

Verdens efter sigende førende ekspert, hvad vegansk ernæring angår, Michael Klaper, svarer her.

Michael Klaper finder spørgsmålet er relevant, og soja indeholder sandt nok isoflavoner, som kan give en svag østrogeneffekt hos mennesker. Hos spædbørn er det imidlertid svært at sige, hvad dette betyder, da et spædbarn er meget forskelligt fra et voksent menneske, og han understreger, at ingen på nuværende tidspunkt har noget seriøst bud på, hvad den præcise effekt af østrogener hos spædbørn er. Det bedste er altid at give barnet modermælk, men hvis det ikke er muligt, bør man ikke glemme, at komælk er fyldt med østrogener, da malkekoen jo i sagens natur lige må have født for at give mælk og derfor er i en høj-østrogenfase. Og denne østrogen er ikke blot et mildt plantebaseret fytoøstrogen, men et højaktivt pattedyrsøstrogen, som kan have betydelig effekt.

Michael Klaper slutter af med at påpege, at før man bliver for hysterisk, må man huske på, at sojamælk blev introduceret for over tyve år siden, og at der er en hel generation af yngre mennesker, som i 1-2 årsalderen fik det meste af deres energi, protein og vitaminer fra sojabaserede produkter. Så hvis man virkelig var bekymret, skulle man måske kigge nærmere på disse nu ca. tyveårige personer, for at se, om de på en eller anden måde har udviklet sig unormalt. Men indtil en sådan undersøgelse er foretaget, og indtil en sådan måtte vise, at der er problemer, mener Michael Klaper, at sojabaseret babymad må formodes at være bedre end komælksbaseret babymad.

En anden ekspert, Mark Messina, udtaler sig i samme retning og påpeger bl.a., at man i asiatiske lande har spist sojaprodukter i århundreder uden nogen synlige bivirkninger. Man kan så altid diskutere, om det er fordi, at asiaterne har "vænnet" sig til bivirkningerne, men Mark Messina holder dog fast i, at der ikke - så vidt han ved - har været en eneste undersøgelse på mennesker, som har dokumenteret skadelige virkninger af at spise sojaprodukter.

Vi vil i Vegana Nyt forsøge at følge denne debat