Vegana Nyt 1/96 (1. årgang, nr. 1, januar 1996), side 6-7

Veganisme, ernæring og sundhed

Begynderveganeren - og sikkert også den lidt mere erfarne veganer - spørger ofte sig selv, hvordan det nu er med disse ting, man får at vide, at man skal huske på: proteinkomplettering, kalkindtag, D- og B₁₂-vitamin osv. Vi forsøger hér at give et overblik, men advarer samtidig imod at lade disse spørgsmål udvikle sig til en besættelse for én. I de næste blade vil vi gå i endnu flere detaljer med ernæringsspørgsmålene

Af Søren K. H. Jensen

I dette det første blad giver vi en beskrivelse af de sundhedsmæssige problemer (og fordele), det giver at spise vegansk kost. Det er et punkt, som vi lægger megen vægt på, fordi mange mennesker tror, at man ikke kan leve uden animalske produkter - givetvis fordi dette igennem generationer har været den almindelige mening på bjerget. I fremtidige numre af Vegana Nyt vil vi tage dette emne op i endnu flere detaljer.

Tingene er imidlertid ved at ændre sig, og flere og flere får øjnene op for, at man slet ikke dør af at blive vegetar eller veganer - ja, at man rent faktisk lever bedre på en sådan kost. Stadigvæk er man dog oppe imod en god portion skepsis, når man som veganer beretter om sine madvaner, men ting tager tid, og holdninger og overbevisning ændrer sig ikke fra dag til dag.

Vi vil derfor i det følgende forsøge at give en beskrivelse af de sundhedsmæssige aspekter af vegansk levevis - både for at informere "allerede-veganere" så godt som muligt, men også - og ikke mindst - for at fortælle ikke-veganere en anden historie om sund og lødig kost, end den de har fået fortalt i skolen og af deres forældre.

Spis brød til

Hvis man tog reklamernes lokkekald til troende, ville man hurtigt komme til den konklusion, at især mælkeprodukter er en uomgængelig del af den menneskelige føde. "Mælk er sundt", "Mælk styrker tænderne", "Drik et glas mælk om dagen" osv. osv., og kombineret med reklamerne for Kinder-Milchschnitte, Cowi-mælkedrik osv., får man hurtigt det indtryk, at tænderne ville falde ud og knoglerne smuldre væk, hvis man sprang det daglige glas mælk over. Når man dertil lægger lægernes læggen vægt på, at man bør have sine proteiner gennem kød, mælk og æg - dog konsumeret i mådelige mængder af hensyn til fedtindtaget - så bliver det måske svært at gå imod strømmen. Dertil kommer, at veganere skydes i skoene, at de nærmest risikerer livet, fordi de ikke får proteiner, kalk, D-vitamin og B₁₂-vitamin nok. Ikke sært, at mange er bekymrede ved tanken om vegansk levevis, men det er på den anden side heller ikke underligt, at landbrugsindustrien forsøger at holde liv i myten om nødvendigheden af animalske produkter, for det er jo det, de lever af at sælge.

Men nu har man jo heldigvis lov til at spise brød til. At gøre det, er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at man skal være ligeglad med de konventionelle lægers budskaber, så i det følgende vil vi forsøge at give en kort oversigt over de sundhedsmæssige aspekter af veganisme.

Lidt ernæringslære

Som veganer er det klogt at vide lidt om ernæring, men at lade det blive en besættelse bør nok frarådes. Som de forskellige mennesker, vi er, er vore ernæringsbehov også forskellige, og de forskellige stoffer kan ikke ses isoleret, da de hænger sammen. Det gyldne råd er at spise varieret; på den måde dækker man sig bedst ind.

Proteinbehovet er noget af det, der sædvanligvis antages at være det største problem. Men faktisk er det meget svært for en normalt spisende veganer at komme i underskud, da behovet for protein ikke er særlig stort. Ernæringseksperternes bud på dagsbehovet er faldet støt i mange år - der er faktisk mere grund til at fokusere på, hvad for meget protein medfører.

For at illustrere det, vil jeg lige skøjte hen over syre-base-balancen. Maden deles ind i to grupper, hvoraf grøntsager, frugt og mælk er basedannende og korn, bælgfrugter, nødder, ost, smør, olie, æg, kød og fisk er syredannende. Den ideelle balance er ifølge én kilde 80% basedannede og 20% syredannende (Syre-basebalancen, Bio-information, 1984). Man kan hurtigt se, at gennemsnitsdanskerens kost indeholder mest syredannende kost - det, der er mest proteinrigt. Når der opstår syreoverskud i kroppen, må denne ty til kalkreserverne for at udligne forskellen. Det korte af det lange er altså, at store mængder protein kan give kalkunderskud!

Så er der også det, at protein er sammensat af aminosyrer, og at det kun er animalske produkter og sojabønnen, som indeholder allesammen. Men der er ingen grund til at lade alarmklokkerne skingre i panik, for planteriget byder på rige muligheder alligevel, for selv om alle de væsentlige aminosyrer ikke er til stede i f.eks. ris, er de manglende nemlig til stede i f.eks. bønner. Med andre ord handler det om at kombinere forskellige ting, hvilket ikke er særligt besværligt. Man vil jo normalt servere en portion ris til sin gryderet under alle omstændigheder. Er du stadig bekymret, må du ty til sojaprodukter, men husk, at det veganske køkken også er andet end soja!

Som almindelig vegetar er man bekendt med at høre på proteinspørgsmålet - når man så tager skridtet og bliver veganer og dermed udelukker mælk og æg, er kalkspørgsmålet også aktuelt. Her er grønne grøntsager (grønkål, broccoli, spinat) én af løsningerne; nødder, mandler og figner er især meget kalkrige. Ligeledes er det smart at vænne sig til at iblødsætte korn - dvs. hælde vand på müslien om aftenen, så den står mindst fire timer, hvorved fytinsyren spaltes. Det kan du læse mere om i min brødbagningsartikel andetsteds i bladet. Brug også mange sesamfrø: strø dem over maden, lav tahindressinger (tahin = sesampasta) til dine salater - tofu (fremstillet af sojabønner) er også ret kalkrigt.

D-vitamin er meget vigtigt for kalkoptagelsen, men findes ikke i særligt mange fødemidler. Æggeblommer, indvolde og fisk byder på de største forekomster, men olivenolie & avocado har også væsentlige mængder. Ligeledes er det så smart indrettet, at solstråler danner D-vitamin i huden, så opholder man sig ikke meget udenfor, er et moderat solariumsforbrug ikke ueffent!

Sidst af de problematiske emner er der B₁₂-vitaminet, som der har hersket vilde diskussioner om. Dagsbehovet er meget lille; en milliontedel gram! Og som noget særligt er det et af de vitaminer, som kroppen kan ophobe i årevis (normalt udskilles overskydende vitaminer gennem urinen). B₁₂ findes i animalske produkter, men nogle forskere har også målt små mængder i grønsager - andre har ikke! Derom diskussionen. Det tyder dog på, at det omstridte vitamin dannes ved mælkesyregæring, så surkål, tamari (sojasovs) og også gærekstrakt (f.eks. Marmite) er vegetabilske kilder. Desuden dannes der B₁₂ ved spiring, og nogle forskere har også fundet det i tang.

Som en afsluttende bemærkning kan man jo prøve at tænke sig frem til, hvad der må være den naturbestemte kost for mennesker - og mon så ikke rå frugt og grønsager er svaret? Hvis man spiser rigeligt med råkost, får man så meget ubehandlet føde som muligt, så hvis man er i tvivl om, hvorvidt man mangler noget, bør man tage et par dage med råkost. Dette er et helt emne i sig selv, som vi helt sikkert vender tilbage til i kommende numre af Vegana Nyt.

Forsøgskaninernes glemte konge

Hvis du synes, at det ovenstående virker indviklet, så læs den følgende artikel, som efterlader de konventionelle læger og den konventionelle fødemiddelindustri med lidt af et forklaringsproblem.